Beslaglægger Ferrari efter vanvidsfart

Politiet vurderede, at farten var for høj til at fortsætte jagt. Så kørte flygtende Ferrari galt

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi har beslaglagt en forulykket Ferrari efter en biljagt natten til lørdag. Føreren af bilen er anholdt og sigtet for såkaldt vanvidskørsel på grund af for høj hastighed, oplyser vagtchef Espen Godiksen.

Den anholdte er en 44-årig mand. 

Det var en hundepatrulje, som fandt frem til ham i området ved motorvejskrydset mellem Holbæk Motorvejen og Motorring 3.

Her var Ferrarien nemlig forulykket og kørt ind i autoværnet, og føreren havde forladt køretøjet.

Alkotestet

- Han blev alkometertestet, og testen var over det tilladte. 

Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og vanvidskørsel, fik udtaget blodprøve og er løsladt her til morgen, lyder det fra Espen Godiksen.

Sigtelsen for vanvidskørsel hænger sammen med den hastighed, som manden har kørt med. 

Biljagt i indre by

Biljagten begyndte i Indre By og fortsatte ud ad Vasbygade - her er fartgrænsen 50 kilometer i timen.

Espen Godiksen fortæller, at politiet i første omgang mistede bilen af syne, men ude på motorvejen dukkede den op igen, idet den overhalede politiet.

Farten var så høj, at politiet vurderede, at det ville være for farligt, at fortsætte jagten, og lidt senere kunne Københavns Vestegns Politi så melde ind, at bilen var kørt galt.

Slæbt væk

Espen Godiksen oplyser, at politiet har nogle målinger af bilens hastighed, men at det kræver nogle yderligere beregninger, før man kan melde mere nøjagtigt ud, hvor hurtigt den har kørt.

Vanvidsbilisme

Disse overtrædelser hører ind under loven om vanvidsbilisme:

- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder - Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
- Særlig hensynsløs kørsel - Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen
- Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover - Spirituskørsel med en promille over 2,00

Kilde: Politi.dk

Den forulykkede bil blev slæbt væk fra stedet og beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

Powered by Labrador CMS