Behandlingscenter tiltalt for uagtsomt manddrab
To personer går fri, mens centeret bliver anklaget for uagtsomt manddrab
Behandlingscenter Søgaarden A/S er tiltalt for uagtsomt manddrab eftersom en patient afgik ved døden som følge af både fejlmedicinering og efterfølgende fejlbehandling.
Sådan skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Virksomheden tiltalt
Tiltalen er rejst mod virksomheden som juridisk person.
- Det er vores vurdering, at der kan føres bevis for, at det er den samlede mængde af fejl, som de ansatte på behandlingscentret begik, der forårsagede patientens død. Vi vurderer derfor, at det er rigtigst at rejse tiltale mod selskabet som juridisk person frem for mod enkelte personer, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg.
Ansatte går fri
Efterforskning af to ansatte på stedet - en læge og en sygevagt, bliver dog indstillet.
Således vurderes det, at der ikke er grundlag for at tiltale de to ansatte for uagtsomt manddrab.
Behandlingen foregik i mellem den 9. og 10. juni 2020.