Ægtepar fanget i synkende bil
Blev reddet ud i sidste sekund
Et ældre ægtepar var tæt på at omkomme, da de kørte i Gudenåen.
Uheldet, der kunne være endt i en tragedie, fandt sted på Truust Gade.
Bilen var begyndt at synke, da en ung mand Sebastian Nyhus Jensen opdagede bilen i åen.
Sebastian fortæller til TV2 Østjylland, at han fik reddet ægteparret ud af bilen i sidste øjeblik.
Vandet fossede ind
Da var vandet begyndt at fosse ind i bilen.
- Jeg fik kvinden ud, og så kunne jeg høre bobler fra manden, som var helt under vand. Jeg rakte overkroppen ind i bilen, fik fat i hans skjorte og fik ham trukket over gearkassen og ud af døren. Jeg holdt hans hoved over vandet, så han kunne trække vejret, fik ham hen på kanten. Og så forsvandt bilen, fortæller Sebastian Nyhus Jensen til TV2 Østjylland.
Det er hans skyld
Anders Bøje Hansen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, bekræfter hændelsen. Ifølge vagtchefen er der ingen tvivl om, at ægteparret kan takke den unge mand for, at de stadig er i live.