Advarer alle danskere om sms'er

Danmarks Domstole står ikke bag sms'er, der beder borgere om at følge et link og opdatere oplysninger

Offentliggjort Sidst opdateret

Falske sms'er og it-relateret kriminalitet

Falske sms'er, der udgiver sig for at være fra troværdige afsendere som banker og Skat, er en stigende form for svindel i Danmark.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) rapporterer en generel stigning på 30% i it-relateret kriminalitet fra 2022 til 2023.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Flere borgere har angiveligt modtaget falske sms'er, om at de har modtaget Digital Post fra domstolene.

Men det er ikke Danmarks Domstole, der står bag sms'erne, skriver domstolene på deres hjemmeside.

I sms'erne bliver man bedt om at klikke på et link og opdatere sine oplysninger.

- Slet dem

- Hvis du modtager en sådan sms, skal du slette sms’en, skriver Danmarks Domstole.

Tal fra politiet tyder på, at det er en stigende tendens, at kriminelle bruger falske sms'er til svindel.

Sidste år steg antallet af anmeldelser om svindel via sms med 130 procent i forhold til året før, oplyste National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i april.

Danmarks Domstole anbefaler, at man sletter falske sms'er med domstolene som afsender. (Arkivfoto).

Politiet oplever især mange svindel-sms'er, hvor afsenderen er angivet som eksempelvis en bank, Skat eller et fragtfirma. Fælles for dem er, at det umiddelbart lader til at være en troværdig afsender.

Misbrug

Sms'erne indeholder ofte links til en falsk webside. Klikker man ind på linket og indtaster for eksempel kortoplysninger eller MitID-oplysninger, kan de kriminelle aflure og misbruge oplysningerne.

Denne type svindel indgår i det, som NSK betegner som it-relateret kriminalitet, og sidste år modtog politiet flere end 35.000 anmeldelser.

I alt er der sket en stigning på cirka 30 procent inden for it-relateret kriminalitet i forhold til 2022. Og det er ikke kun sms-svindel, som vokser. Udviklingen ses på alle felter.

- Tænk dig om

NSK råder generelt borgere til at stoppe op og tænke sig om, hver gang man får en sms, en mail eller et telefonopkald, hvor man bliver bedt om at oplyse kortoplysninger eller logge ind med MitID.

Det kan også være en god idé at søge råd hos en, man stoler på, lyder det.

Svindel med QR-koder

Tidligere i juni er det også blevet beskrevet, hvordan svindlere har forsøgt at narre penge ud af borgere via en QR-kode, hvor man angiveligt kunne betale for parkering i Københavns Kommune.

QR-koderne var klistret fast på flere parkeringsautomater i kommunen. Men ifølge Københavns Kommune er det slet ikke muligt at betale for parkering via en QR-kode.

Kommunen har anmeldt svindlen til politiet og har arbejdet på at få fjernet alle klistermærkerne hurtigst muligt.

Powered by Labrador CMS