Wayne Osmond død efter slagtilfælde
Han storhittede sammen med sin brødre i både 1960'erne og 1970'erne
Wayne Osmond, tidligere medlem af det ikoniske familieband The Osmonds, er gået bort.
Han døde den 1. januar i en alder af 73 år.
Ifølge to af hans brødre, Merril og Donny Osmond, sov han stille ind efter at være blevet ramt af et slagtilfælde, skriver Hello Magazine.
Sanger og guitarist
Wayne Osmond var den næstældste i en søskendeflok på ni i en mormonfamilie i den amerikanske delstat Utah.
Han var forsanger og guitarist i familiebandet, der blev dannet allerede i 1950'erne, men som først for alvor slog igennem i 1960'erne og som nærmest fik kultstatus da lillebror Donny Osmond kom med.
Netop Donny Osmond gik i starten af 1970'erne solo og endte med at blive den største stjerne af dem alle.
Mistede det meste af hørelsen
Wayne Osmond blev i midten af 1990'erne diagnosticeret med en hjernesvulst, der kostede ham det meste af hørelsen.
I 2012 blev han ramt af et slagtilfælde og måtte herefter lægge guitaren på hylden.
Han var gift med Kathlyn White, som han fik fem børn sammen med.