Nu kan hun endelig vise kæresten frem
Musikeren Sussi Nielsen har fundet kærligheden igen, og over for Se og Hør og Ekstra Bladet afslører hun nu sin udkårne, 60-årige Steen Nørholm Hansen
Sussi Nielsen har genfundet kærligheden.
Den 68-årige musiker danner par med 60-årige Steen Nørholm Hansen. Det afslører hun over for ugebladet Se og Hør og over for Ekstra Bladet.
Sussi Nielsen har, efter hun mistede sin musikermand, Leo Nielsen, sidste år, haft flere forhold.
Vil gerne ses med hende
Hendes tidligere kærester har ønsket at forblive private. Men hendes nye kærlighed, Steen Nørholm Hansen, vil gerne ses med hende i offentligheden, siger den forelskede sanger til Ekstra Bladet.
- Vi behøver ikke at gemme os, han vil gerne vises frem, jubler hun over for avisen.
Det var næsten kærlighed ved første klik, da parret mødte hinanden.
Var anderledes
Steen Nørholm Hansen skrev til Sussi Nielsen på det sociale medie Facebook. Men hans henvendelse var anderledes, end mange af de andre beskeder Sussi Nielsen har modtaget, fortæller hun til Se og Hør.
Her har der været en utvetydig lummer tone. Men det var der ikke i Steen Nørholm Hansens henvendelse.
- Han skrev tilbage, at han bare gerne ville mødes med mig - og så var det med sex noget, der kom senere, hvis der var kemi, uddyber hun over for ugebladet.
Snakker pissegodt sammen
De aftalte at mødes til en kop kaffe og en gåtur på stranden i det nordjyske, hvor Sussi Nielsen bor. Her slog det gnister, fortæller Sussi Nielsens udkårne til Se og Hør.
- Vi snakker pissegodt sammen - der var bare kemi. Den var ikke længere, siger Steen Nørholm Hansen til ugebladet.
Døden skilte Sussi fra Leo i februar 2023.
Nu er det Sussi og Drengene
Mere end 50 års parløb privat og professionelt var forbi, da Leo gik bort i en alder af 67 år efter et omfattende sygdomsforløb.
Det kendte nordjyske par havde optrådt sammen siden 9. klasse.
I 2021 havde duoen guldjubilæum efter 50 år i musik- og underholdningsbranchen. Samme år kunne parret fejre rubinbryllup efter 40 år sammen som ægtefolk.
Sussi Nielsen optræder stadig og har allieret sig med en række andre musikere under navnet Sussi og Drengene. Steen Nørholm Hansen har set flere af deres shows.