Laver de en ny er han klar

Der er nye film på vej i Ringenes Herre-universet, og den dansk-amerikanske superstjerne Viggo Mortensen afviser ikke at genoptage sin glansrolle

Viggo Mortensens mulige comeback som Aragorn

Viggo Mortensen overvejer at genoptage sin rolle som Aragorn i den kommende 'Ringenes Herre'-film, 'The Hunt for Gollum', planlagt til premiere i 2026.

Mortensen udtrykker interesse for at vende tilbage til rollen, hvis han føler sig som den rette for karakteren, på trods af sin nuværende alder.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Viggo Mortensen fik sit helt store gennembrud i de tre storfilm om "Ringenes Herre": "Eventyret om ringen", "De to tårne" og "Kongen vender tilbage", som hittede i begyndelsen af 00'erne.

Nu er den dansk-amerikanske stjerneskuespiller åben over for at vende tilbage i sin glansrolle som Aragorn, efter at det er blevet annonceret, at en ny Ringenes Herre-film med undertitlen "The Hunt for Gollum" efter planen får premiere i 2026.

Det siger han nu i flere interview.

- Ville være dejligt

- Det ville være dejligt at gense det univers. Men jeg ved ikke præcis, hvordan det ville ske, tilføjer Viggo Mortensen i radioprogrammet "The Jess Cagle Show" ifølge mediet Daily Mail.

Også over for den britiske udgave af magasinet GQ har Viggo Mortensen sat flere ord på et muligt comeback.

- Jeg kan godt lide at spille den karakter. Jeg nød det meget, og jeg lærte meget af at spille karakteren, siger Viggo Mortensen om Aragorn, men tilføjer:

Viggo Mortensen har inkorporeret en essentiel rekvisit fra Ringenes Herre-filmene i sin nye western, "The Dead Don't Hurt", afslører han. (Arkivfoto).

- Kun, hvis jeg er den rette

- Jeg ville kun gøre det, hvis jeg var den rette til det, i forhold til den alder, jeg har nu, og så videre. Jeg ville kun gøre det, hvis jeg var det rigtige for karakteren. Det ville være dumt at gøre det ellers, siger den 65-årige skuespiller.

Ifølge magasinet Variety genoptager skuespilleren Andy Serkis sin rolle som Gollum i den kommende film, mens at instruktøren bag Ringenes Herre-trilogien, Peter Jackson, skal producere "The Hunt for Gollum".

Viggo Mortensen ved endnu ikke særligt meget om den kommende film.

- Jeg ved ikke præcis, hvad historien er. Jeg har ikke hørt det - måske hører jeg noget om det på et tidspunkt, siger han ifølge Daily Mail.

Aragons sværd

Viggo Mortensen har givet en lang række interview, i forbindelse med promoveringen af sin nye western, "The Dead Don't Hurt", som han ud over at spille hovedrollen i som den danske immigrant Holger Olsen også har instrueret, skrevet og produceret.

I "The Dead Don't Hurt" indgår en essentiel rekvisit fra Ringenes Herre-universet i form af Aragorns sværd, Andúril, som Viggo Mortensen har beholdt efter optagelserne af "Ringenes Herre".

- Jeg vidste, at jeg skulle bede om lov, for jeg var sikker på, at nogle ville lægge mærke til det, selv om du kun ser det i et par sekunder i filmen, siger Viggo Mortensen.

Derfor kontaktede han Ringenes Herre-instruktøren Peter Jackson, som filmatiserede J.R.R. Tolkien-trilogien.

Fik lov af alle parter

- Han spurgte, om det var meget vigtigt for historien. Og jeg svarede: "Nej, det er det faktisk ikke". Han sagde så, at det var okay for ham, men at jeg skulle spørge filmselskabet. Så jeg kontaktede dem, og de havde det også fint med det, siger Viggo Mortensen videre i GQ-interviewet.

- De indså, at det ikke var essentielt for filmen, og at det ville ikke trække for meget opmærksomhed. De var meget flinke og gav os tilladelse til det. Det er derfor, vi gjorde det - bare fordi det virkede rigtigt.

"The Dead Don't Hurt", som har fået den danske titel "Til verdens ende", får dansk biografpremiere 13. juni.

Powered by Labrador CMS