Føjer Grammy-vinder til plakaten
Roskilde Festival har føjet SZA til rækken af årets optrædende, som i forvejen favner hovednavne som Doja Cat og PJ Harvey
Torsdag føjede Roskilde Festival 23 nye navne til årets plakat.
Blandt dem finder man den amerikanske stjerne SZA, som spiller sin karrieres første danske koncert på Orange Scene.
Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse torsdag.
Nyt album på vej
SZA udgav sit første album "Ctrl" i 2017. I 2020 udgav hun albummet "SOS" og drog efterfølgende på en udsolgt turné.
Hendes tredje album - "Lana" - ventes at lande i år.
- Vi har drømt om at præsentere SZA siden hendes debut i 2017, siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, i pressemeddelelsen.
- At drømmen så går i opfyldelse på et tidspunkt, hvor hun har erobret positionen som en af klodens vigtigste r'n'b-stjerner og kan træde direkte ind på Orange Scene, lægger bestemt ikke en dæmper på vores forventninger, lyder det.
Et andet stort navn
Ud over SZA kan årets festivaldeltagere se frem til, at den Grammy-vindende og Oscar-nominerede nigerianske sangerinde og sangskriver Tems gæster Dyrskuepladsen.
Tems har samarbejdet med Drake, Future og Beyoncé allerede inden udgivelsen af sit imødesete debutalbum, og hun får ligesom SZA sin danske koncertdebut på Orange Scene, skriver Roskilde Festival.
Også det dansk navn
Der er også blevet plads til et dansk Orange-navn på plakaten.
Ida Laurberg, som sidste år spillede en godt modtaget koncert i opvarmningsdagene, skal i 2024 spille under den orange teltdug.
- På de hjemlige breddegrader har Ida Laurberg ramt en nerve i tiden med sine dansksprogede hits som "Jeg ka' rigtig godt li' dig", "Mellem mor og far" og "Terrier", siger Anders Wahrén, som kalder Laurberg et "vokaltalent".
Blandt de nye navne finder man også Tyla, Jessie Ware og Kim Gordon.
De 23 nye navne slutter sig til et program som allerede byder på internationale hovednavne som Doja Cat, Foo Fighters og PJ Harvey.
Roskilde Festival 2024 finder sted gennem otte dage fra 29. juni til 6. juli.