Tauson har kurs mod karrierens største bedrift
Efter sejren over verdensetteren vandt Clara Tauson sin kvartfinale mod Linda Noskova i Dubai
Clara Tauson er i Dubai godt i gang med at sikre sig karrierens bedste resultat.
Her er den danske tennisspiller nået til semifinalen efter en sejr på 7-6, 6-4 over Linda Noskova torsdag eftermiddag.
Dermed fulgte 22-årige Tauson fornemt op på den opsigtsvækkende præstation mod verdensetteren Aryna Sabalenka dagen forinden.
Rangerer lige under Grand Slam-turneringer
WTA 1000-turneringen i Dubai rangerer lige under de fire grand slam-turneringer og sæsonfinalen. Det er en gylden mulighed for at score en masse point og tage en god sum penge med hjem.
De fem bedst seedede spillere er alle røget ud, og i Tausons semifinale venter 14.-seedede Karolína Muchova eller wild card-spilleren Sorana Cirstea.
Tauson er allerede sikker på at tage stort spring på ranglisten, hvor hun før turneringen lå nummer 38. Når ranglisten opdateres, er hun som minimum nummer 28, hvilket er hendes bedste placering til dato.

Vinder minimum 1,3 millioner
Hun er desuden sikker på at tage omkring 1,3 millioner kroner med hjem som minimum.
Det er kun lidt over en måned siden, at Tauson stod over for Noskova første gang i Australian Open. Dengang endte det med dansk sejr i en tæt kamp, og det så endnu en gang ud til at blive jævnbyrdigt i Dubai.
Noskova lagde ud med at bryde danskeren, som generelt haltede efter i første sæt.
Afværgede sætbolde
Men nede 3-5 afværgede Tauson tre sætbolde, og så var hun ellers spillet varm. Tauson brød tilbage og vandt den efterfølgende tiebreak efter en dyr dobbeltfejl fra Noskova.
Trods føringen virkede danskeren ikke helt tilfreds. Hun så ud til at blive forstyrret af larm og bevægelse fra tilskuerpladserne.
Irritationen fik hun dog kanaliseret ind i sine slag, som blev bedre og bedre, som sættet skred frem. Et perfekt dansk vinderslag skaffede Tauson det første servegennembrud i sættet til 4-3, og herfra gik det forrygende.
Største semifinale i karrieren
Tauson holdt hovedet koldt og fejlene på et minimum. Og efter 1 time og 42 minutter kunne hun juble over fjerde sejr på stribe.
Tauson har vundet tre WTA-titler i karrieren, men semifinalen i Dubai er den største semifinale i karrieren.
Vinderen af turneringen kan tage mere end fire millioner kroner med hjem fra ørkenstaten.