Tager fem millioner fra Nye Borgerlige

Nye Borgerlige skal redegøre for en række forhold, før de kan få udbetalt partistøtte, skriver Altinget

Offentliggjort Sidst opdateret

Nye Borgerliges partistøtte tilbageholdt

Indenrigsministeriet tilbageholder Nye Borgerliges partistøtte på 4,8 millioner kroner grundet regnskabsrod.

Partiet mangler revisorerklæring og skal afklare et økonomisk bidrag på 55.000 kroner fra Region Midtjylland.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Indenrigsministeriet tilbageholder Nye Borgerliges partistøtte på i alt 4,8 millioner kroner på grund af regnskabsrod.

Det skriver Altinget.

Det skyldes, at Nye Borgerliges partistøtteansøgning er mangelfuld og ikke lever op til kriterierne i partistøtteloven.

Indenrigsministeriet har derfor bedt partiet redegøre for en række forhold.

Skal have tilfredsstillende svar

Partistøtten skal dække partiets udgifter til politisk arbejde i 2024.

- Indenrigs- og Sundhedsministeriet udbetaler (først) partistøtte til Nye Borgerlige, når partiet har afgivet tilfredsstillende svar på ministeriets spørgsmål, og når partiets ansøgning opfylder de lovfastsatte kriterier for at få udbetalt partistøtte, skriver Indenrigsministeriet i en mail til Altinget.

Partiet søgte om partistøtte 2. februar 2024, men blev herefter informeret af Indenrigsministeriet om, at en række forhold skal afklares, før partistøtten kan udbetales.

Mangler revisoerklæring

Det fremgår af en mailkorrespondance mellem partiet og Indenrigsministeriet, som Altinget har fået aktindsigt i.

Partiet mangler blandt andet en revisorerklæring på, at de faktisk har brugt de penge, som de blev tildelt i 2023, på politisk arbejde.

Nye Borgerlige skal ligeledes afklare, hvad et økonomisk bidrag på 55.000 kroner fra Region Midtjylland dækker over. Partiet har opgjort pengene som "et frivilligt, privat bidrag", skriver Altinget.

Ikke tilfreds

Martin Henriksen (DF), der er kandidat til formandsposten i Nye Borgerlige, er ikke tilfreds.

- Det er bare ikke i orden, at Pernille Vermund tørrer ansvaret af på alle andre og selv stikker af til Liberal Alliance. Der er lige nøjagtig nul respekt for skatteborgernes penge og medlemmernes penge, lyder det i en skriftlig kommentar.

Regnskabsrod er ikke Nye Borgerliges eneste problem for tiden. Pernille Vermund meddelte 10. januar, at hun stoppede som formand og anbefalede at opløse partiet.

Vil ikke nedlægge partiet

Siden har Vermund meldt sig ind i Liberal Alliance, mens Kim Edberg Andersen og Peter Seier Christensen er blevet løsgængere.

Flere i partiets bagland har ikke delt Vermunds ønske om at nedlægge partiet.

Partiets fremtid bliver derfor afgjort på et ekstraordinært bestyrelsesmøde 16. april, hvor medlemmerne skal stemme om, hvorvidt partiet skal opløses, og hvem den nye formand skal være, såfremt partiet består.

Kampvalg

Ifølge en central kilde i partiet "samler medlemmerne sig om Martin Henriksen", som i slutningen af februar officielt meldte sit formandskandidatur.

Flere har dog meldt deres kandidatur, og derfor skal der være kampvalg.

De to andre kandidater er regionsrådsmedlem i Region Sjælland og byrådsmedlem i Næstved Githa Nelander samt Nis Otto Kristensen, der er lokalformand for partiet i København.

Powered by Labrador CMS