Stinnas lejlighed flød med kondomer efter udlejning
En mulighed for at tjene lidt ekstra penge udviklede sig til et mareridt for Stinna Margit Christensen i Randers
Citathistorie: TV 2 Østjylland
Stinna Margit Christensens debut på AirBnB tog en noget uventet drejning.
- Det virker så lusket og usandsynligt, at jeg slet ikke fatter, det kan foregå, fortæller hun.
Det skriver TV2 Østjylland.
Lejede ud til mand
Den 27-årige kvinde havde planlagt en ferie til Berlin med sine to veninder og kunne som studerende godt bruge en ekstra indtægt.
Derfor valgte Stinna Margit Christensen at udleje sin lejlighed i Randers til en mandlig gæst gennem AirBnB.
- Jeg havde fået tilladelse fra udlejer til at leje den ud, imens jeg var væk. Det er første gang, jeg prøver det, siger Stinna Margit Christensen til TV2 Østjylland.
Lejer brokker sig
Kort efter gæsten får udleveret nøglen af naboen, opstår der problemer.
- Han sender en besked om, at der ikke er rent nok. Han har fundet kattehår, der er kalk i elkedlen, en beskidt tallerken i opvaskemaskinen. En masse småting, fortæller Stinna Margit Christensen og tilføjer, at hun havde oplyst om, at hun har en kat.
- Han skriver, at han ikke kan bo her, og at hans kæreste har fået en allergisk reaktion.
Giver ham pengene tilbage
Gæsten beder om at få pengene tilbage, og det går Stinna Margit Christensen med til.
- Han siger, at han tjekker ud og smider nøglen i postkassen.
Efter samtalen har Stinna Margit Christensen en mærkelig mavefornemmelse. Hun havde en klar opfattelse af, at den mandlige gæst kom alene, og nu var der pludselig en kæreste.
- Jeg havde en underlig fornemmelse af, at der var noget galt, fortæller hun.
Nøgle ikke afleveret
Stinna Margit Christensen vælger at sende et billede af gæstens profil på AirBnB til hendes underbo og spørger, om der ligger en nøgle i postkassen.
- De fortæller så, at det ikke er den samme person, der kom og hentede nøglen, og at den ikke er blevet afleveret.
I mellemtiden har nogle af Stinna Margit Christensens andre naboer anet uråd.
De ved, at hun snart skal flytte fra lejligheden, så da de ser nogle nye ansigter, tænker de, at det måske er nye beboere. Derfor banker de på døren til lejligheden.
Kunne ikke engelsk
- Da de åbnede, var der ikke nogen, der kunne engelsk. Det var den samme mand og en kvinde med en stor tatovering på halsen. De synes, de her mennesker virkede så mærkelige, at de tog et billede af deres nummerplade, fortæller Stinna Margit Christensen.
Morgenen efter gæsterne eftersigende skulle være tjekket ud, har underboen stadig ikke fået nøglen til lejligheden.
Tre af Stinna Margit Christensens naboer er nu så mistænksomme, at de finder en ekstranøgle og sammen vælger at gå ind i lejligheden.
Nøgne kvinder i lejligheden
Da de åbner døren, bliver de mødt af et særligt syn.
- Der hænger stof foran alle vinduerne, og der er tre mere eller mindre nøgne kvinder. Der er en masse cigaretrøg, og der lugter virkelig dårligt, fortæller Stinna Margit Christensen.
Naboerne smider kvinderne ud og tager billeder af lejligheden. De tager billeder af kvinderne nede på gaden, hvor de også finder brugte kondomer.
Opdagelsen giver Stinna Margit Christensen en mistanke om, at hendes lejlighed er blevet brugt til at drive et bordel.
Kondompakker
- Da jeg kommer hjem, finder jeg en masse kondompakker, og der er rykket om på møblerne. Der er blevet flyttet en sofa ind på et værelse, så der er to rum, man kan ligge i, siger hun.
Flere fund er kun med til øge Stinna Margit Christensens mistanke om, at der er foregået noget lusket i lejligheden.
- Jeg finder en masse hårfarveprodukter. Tre-fire brugte pakker, og der er sorte farvepletter på gulvet. Det lignede, at det var gået hurtigt, for det var ud over det hele, fortæller hun.
Stinne Margit Christensen oplyser til AirBnB, at gæsterne ikke havde forladt hendes lejlighed og sender billeder af de afdækkede vinduer.
Går til politiet
- De er først meget medfølende og siger, de vil forsøge at kontakte ham, siger hun og oplyser, at hun får udbetalt en erstatning for den overnatning, som ikke var blevet betalt.
Det viser sig dog, at gæsten i mellemtiden har fjernet sine oplysninger, og derfor er det ikke længere muligt for virksomheden at kontakte ham.
Da Stinna Margit Christensen har en fornemmelse af, at der er foregået noget ulovligt i hendes lejlighed, vælger hun i samme omgang at anmelde det til politiet.
Politiet kan ikke gøre noget
- De fortæller, at der ikke er tale om indbrud, når de har fået udleveret nøglen, siger hun og tilføjer, at politiet betragter det som en civilsag mellem hende og AirBnB.
Østjyllands Politi oplyser til TV2 Østjylland, at man i politikredsen jævnligt modtager anmeldelser om bordeller og mistanke om bordeldrift.
- Det er noget, vi jævnligt fører kontrol med i vores Udlændingeenhed, ligesom vi også selv monitorerer på området og følger udviklingen, lyder det i et skriftligt svar.
Bekræfter anmeldelse
Østjyllands Politi bekræfter i et skriftligt svar at have modtaget en anmeldelse på den konkrete episode og skriver følgende til TV2 Østjylland:
"Anmeldelsen vedrører desuden en uoverensstemmelse mellem udlejer og lejer, som er at betragte som en civil sag, hvilket anmelderen også er blevet vejledt om.
Ved udlejning opfordrer vi som altid til, at man i første omgang forsøger at sikre sig, hvem man udlejer sin bolig til, og hvad deres formål med boligen måtte være, inden man indgår en nærmere aftale, samt at man efterfølgende kontakter det udlejningsfirma, man evt. måtte have benyttet sig af, hvis man oplever, at den indgåede aftale er blevet brudt.
Hvis man har viden om, at der er blevet begået et strafbart forhold på en adresse, skal man som altid melde det til politiet. Vi ønsker ikke at udtale os yderligere om den konkrete sag, men det afhænger altid af en juridisk vurdering, om der i en given sag måtte være tale om eksempelvis en overtrædelse af straffelovens bestemmelser."
Fandt AirBnB-gæst på escortside
TV2 Østjylland har tidligere fortalt historien om en ung mand, der finder sin AirBnB-gæst på en escortside.
Her fortalte advokat Jakob Juul-Sandberg, der har speciale i lejeret, at man løber en risiko hver gang, man udlejer gennem AirBnB. Udlejer har nemlig ikke gode juridiske muligheder for at smide en problematisk lejer ud.
- Politiet kan ikke smide nogen ud uden hjemmel, og hvis man selv skifter låsene og nægter dem adgang, så er det for egen regning og risiko, lød det.
For Stinna Margit Christensen har det været svært at acceptere, at myndighederne ikke har kunnet gøre noget i hendes sag.
Frustreret
- Hvad kan jeg som civilperson gøre i det her? Jeg kan jo ikke stoppe dem eller noget. De kan jo bare være taget videre til den næste. Det er der intet, der afholder dem fra. Det er så frustrerende, siger hun.
- Jeg forstår ikke det juridiske i det og synes, det er dybt godnat.
Efter oplevelsen har Stinna Margit Christensen ikke haft lyst til at bo i sin lejlighed og har i stedet boet hos sin veninde i Aarhus i et par uger.
- Det har været svært emotionelt at flytte hjem igen, fordi jeg ikke ved, hvad der er foregået her. Det har hjulpet, at jeg snart skal fraflytte min lejlighed, fortæller hun.
AirBnB tavs
Selvom oplevelsen lejligheden er kommet lidt på afstand, sidder den stadig i hende.
- Jeg har jo ikke lyst til, at den her person skal videre til nogle andre. Det kan være en børnefamilie. Det har bare været så ubehagelig og grænseoverskridende en oplevelse, lyder det fra Stinna Margit Christensen.
TV2 Østjylland har forsøgt at få et svar fra AirBnB, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.