Sofie Østergaard holder fri 15 uger om året: Få hendes bedste sparefif

DR-værten Sofie Østergaard er en pengenørd både privat og professionelt. Her deler hun de klogeste og dummeste penge, hun selv har brugt

Offentliggjort

BLÅ BOG: Sofie Østergaard

* Sofie Østergaard er 42 år og gift med journalist, efterforsker og forfatter Sebastian Richelsen.

* Parret bor på Amager med deres tre børn.

* Sofie Østergaard er vært på en række DR-programmer herunder "Boost dit budget", som har premiere på anden sæson i oktober, og "Hammerslag". Har tidligere været vært på børnekanalerne DR Ultra og Ramasjang.

* Har været vært på Radio IIII-podcasten "Overskud".

* I oktober har hun premiere på den nye DR-podcast "Guldregn".

* Forfatter til bøgerne "Sparegrisanarkisten" og "Kunsten at flytte hjemmefra uden at gå konkurs".

Sofie Østergaard vil gerne køre langt for en god handel. Men det går ikke altid, helt som hun havde håbet. 

Her deler DR-værten, som er aktuel med anden sæson af tv-programmet "Boost dit budget" og den spritnye podcast "Guldregn", historien om sine dyreste lærepenge og sit seneste scoop.

Og så afslører hun, hvad hun gerne lige spørger om, inden hun svinger kortet til noget dyrt.

Økonomien var afgørende

Hvad har du senest brugt penge på? 

- Det allerseneste er nye gardiner til nogle af vores rum. Prisen var 61.000 kroner, for gardiner er vanvittigt dyre. Men jeg pressede dem ned til 37.000 kroner ved at sige, at økonomien var afgørende for mig. Så viste det sig, at de godt kunne køre et tilbud.

- Jeg er altid økonomisk bevidst, men det er ikke sådan, at jeg altid prutter om prisen, selv om jeg er jyde. Jeg har også respekt for, at ting koster. Men jeg kan godt finde på at spørge, om det er den bedste pris, jeg kan få. Dem, der ikke spørger, betaler for vores andres rabat.

Hvad er dit allerbedste spareråd til hverdagen? 

- Jeg går meget op i at betale så lidt som muligt for de ting, man SKAL have, og dermed have så meget som muligt til de ting, jeg meget gerne vil have. Hvis man får inkorporeret den tankegang, så er man virkelig et stort skridt foran med sin økonomi. 

Autentisk Airbnb ferie

Hvor hænger pris og kvalitet for dig ikke sammen? 

- Ferier. Det afhænger selvfølgelig af, hvem man er som menneske, men for mig er det ikke penge, der afgør, om jeg får en federe ferie. Vi er ikke sådan nogle "all inclusive"-typer, så for mig handler det måske om at bruge lidt tid på at finde et godt sted at bo på Airbnb i stedet for et hotel.

- Jeg oplever virkelig tit, at vi ved at gå den billigere vej får en mere autentisk og federe ferie, hvor vi kan komme ind under huden på lokalbefolkningen i stedet for at bo på et eller andet resort. 

Hvad er din egen guilty pleasure?

- Jeg går meget op i at få ansigtsbehandlinger og massage et par gange om måneden. Det kan godt være dyrt, men det betyder virkelig noget for mig, at jeg forkæler mig selv - ikke bare for min hud og min krop, men mit sind.

Sofie Østergaard bruger gerne ekstra tid på at undersøge og finde det helt rigtige overnatningssted på Airbnb. På den måde får familien autentiske oplevelser og typisk for et mindre budget, end hvis de skulle bo på hotel, fortæller hun.

Guldhækken

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på? 

- Jeg købte engang det, vi efterfølgende har kaldt guldhækken. Vi havde lige købt huset og skulle have en hæk. Pludselig fandt min søster et tilbud på en hæk på Marketplace. Otte planter for 300 kroner - det var virkelig billigt, i forhold til det vi ellers havde kunnet finde. Så jeg sagde bare "helt sikkert".

- Vi kørte afsted med traileren, og da jeg så stod i døren og sagde "og vi er enige om, at det bliver 300 kroner?", så svarer de bare "ja, altså per styk, ikke". Så swipede jeg bare og betalte næsten 3000 kroner for den hæk. Vi havde jo allerede placeret den i traileren, så jeg kunne ikke bare aflyse købet. Det var helt åndssvagt. 

- Så kørte vi hækken hjem. Og jeg fik faktisk solgt den næste dag på Marketplace til det samme beløb.

Penge på familien

Hvad er de klogeste penge, du har brugt? 

- Det har helt klart været på min investeringsportefølje - derunder også min bolig. 

- De bedste penge, jeg ellers bruger, er 100 procent på at holde fri med min familie. Siden jeg gik freelance, har jeg haft en aftale med mig selv om, at jeg holder 15 ugers fri om året. Og det overholder jeg. 

- Det betyder ikke, at jeg er sammen med mine børn alle ugerne, for to af dem er skolebørn. Men det betyder, at jeg har 15 uger uden optagelser og møder og den slags. Og det koster penge. Men det er absolut pengene værd, og kunne jeg tage mine børn ud af skolen 15 uger om året og være sammen med dem, så gjorde jeg gerne det.

Sofie Østergaards filosofi er at betale så lidt som muligt for de ting, hun absolut skal have, så der bliver mest muligt til det sjove. Som for eksempel at spille padel. - Det er hamrende dyrt, men det betyder virkelig meget for mig, fortæller DR-værten.
Powered by Labrador CMS