Scorer stor værtstjans
Skuespiller Mathilde Arcel står i spidsen for Bodilprisen, hvor hendes onkel Nikolaj Arcels film "Bastarden" i øvrigt ligger i top med seks nomineringer
Når Bodilprisen bliver uddelt til de bedste præstationer på biograflærredet i det forgangne år, bliver det med den fremadstormende skuespiller Mathilde Arcel som vært.
Det annoncerer Danske Filmkritikere, som uddeler Bodilprisen, i en pressemeddelelse.
- Jeg er så stolt over at være blevet spurgt og så glad for at skulle være vært for Bodilprisen i år, jubler Mathilde Arcel i pressemeddelelsen.
Glæder mig meget
- Jeg er både spændt og glæder mig helt utroligt meget til en aften, hvor vi fejrer et eminent filmår og hylder filmkunsten sammen.
Med valget af Mathilde Arcel som vært fortsætter Bodilprisen traditionen med at bringe nye navne frem i rampelyset, lyder det fra Danske Filmkritikere.
En urkraft på scenen
- Hun er en urkraft på scenen og har derudover et stort humoristisk talent, som vi glæder os til at se hende folde ud, siger forperson Nanna Frank Rasmussen blandt andet i pressemeddelelsen.
Mathilde Arcel havde en af de bærende roller i Nikolaj Lie Kaas' TV 2-serie, "Agent".
Derudover har den 27-årige skuespiller medvirket i "Dansegarderoben", som ligeledes blev sendt på TV 2, mens hun på de skrå brædder har udmærket sig i stykket "Nogen er ude at drikke øl", som indbragte hende talentprisen til reumertuddelingen i 2021.
14 statuetter
Der skal uddeles 14 statuetter til bodilshowet, som afholdes 16. marts på Folketeatret i København.
Blandt andet til Bedste Kvindelige Hovedrolle, Bedste Mandlige Birolle og Bedste Danske Film.
"Bastarden", som har Mads Mikkelsen i hovedrollen, ligger i top med seks nomineringer. Filmen er instrueret af Nikolaj Arcel, som i øvrigt er onkel til Bodilprisens vært.
Onkels film nomineret
Nikolaj Arcel er nemlig bror til skuespilleren Nastja Arcel, som har Mathilde Arcel med instruktøren Mikael Fock.
Ud over de 11 statuetter i de ordinære kategorier uddeler Danske Filmkritikere en Sær-Bodil for en af årets væsentlige indsatser og en Æres-Bodil til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt, lyder det.
Derudover uddeles Henning Bahs Prisen i samarbejde med Sammenslutningen af Danske Scenografer med det formål at hylde arbejde inden for produktionsdesign og filmscenografi.