Ole Wegener er død
Skuespiller Ole Wegener nåede i sit 89-årige lange liv både at få en karriere inden for teater og film
Den bodilvindende skuespiller Ole Wegener er død i en alder af 89 år.
Det bekræfter hans svigerinde Inge-Lise Rauhe over for Ekstra Bladet.
Han døde 11. marts, oplyser svigerinden til mediet.
- Det er korrekt, at min svoger, skuespiller Ole Wegener, gik bort 11. marts. De nærmere omstændigheder kender jeg endnu ikke i detaljer, skriver Inge-Lise Rauhe i en mail til Ekstra Bladet.
Kort filmkarriere
Ole Wegener blev tildelt en Bodil for sin rolle i filmen "Sektet" fra 1963.
Han kunne også ses i film som "Sommer i Tyrol", "En skærsommernatsdrøm" og "Gøngehøvdingen".

Karrieren på det hvide lærred blev kort for Ole Wegener, men efter den ventede en lang karriere på de skrå brædder rundtom på landets teatre.
Her har han været tilknyttet Folketeatret og Fiolteatret i København samt Aalborg- og Aarhus Teater.
Mødte konen på scenen
Han kunne opleves i stykker som "Laser og Pjalter", "Pariserliv", "Samfundets støtter" og ikke mindst "My Fair Lady", der var hans 25-års jubilæumsforestilling.
Forestillingen blev en stor succes og opført 50 gange på Store Scene på Aarhus Teater.
Ole Wegener er uddannet teaterskuespiller i Aarhus. Det var her, han mødte sin kone, skuespiller Karen Wegener, som han nåede at fejre guldbryllup med.
De spillede ofte over for hinanden på scenen, men hun måtte stoppe sin skuespilkarriere i 1997 på grund af sygdom og døde i 2012.