Sangerinde får debut som DR-vært

Tøsedrengene-stjernen Anne Dorte Michelsen er sprunget ud som radiovært på P5 med premieren på programserien "To vers og et omkvæd"

Offentliggjort

Anne Dorte Michelsens hits som "Sig du ka' li' mig", "Ud under åben himmel" og "Indianer" er i årtier strømmet ud gennem æteren.

Men nu sætter sangeren sig om på den anden side af mikrofonen.

Hun er nemlig sprunget ud som DR-vært på P5-programmet "To vers og et omkvæd".

Det annoncerer DR.

Fra Gasolin' til Dolly Parton

- Det er et program, der med både et sug i hjertet og et glimt i øjet præsenterer musik fra syv årtier, skriver public service-stationen om "To vers og et omkvæd".

Lige fra Gasolin' til Dolly Parton er at finde på playlisten.

- Fokus er på den gode sang og historiefortælling, som den gennem generationer af sangskrivere har foldet sig ud i netop "To vers og et omkvæd", lyder det fra DR.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Anne Dorte Michelsen er kendt som en del af Tøsedrengene, der står bag hits som "Sig du ka' li' mig", "Ud under åben himmel" og "Indianer". (Arkivfoto).

Optræder også i eget navn

Anne Dorte Michelsen er kendt som en del af Tøsedrengene.

Den 65-årige prisvindende musiker står også bag gruppen Venter på far. Men hun optræder også i eget navn.

Anne Dorte Michelsen blev tidligere i år modtager af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

"To vers og et omkvæd" bliver sendt om søndagen fra klokken 10.03 til 12.00.

Powered by Labrador CMS