Sådan sparer du tusindvis af kroner 

Der kan være flere tusind kroner at spare om året på at omlægge lånet, hvis du kan opnå en lavere bidragssats

- Har man boet i sin bolig i en længere årrække, har afviklet på gælden og bor måske også i et område af landet, hvor priserne er steget ganske meget, så er det klart, så er belåningsgraden måske ikke længere tæt på 80 procent, den er måske 60 procent eller lavere. Hvis de omlægger deres lån, vil de kunne få glæde af en lavere bidragssats, siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Stigende og faldende rentesatser fylder meget for boligejere og -købere. 

Men faktisk kan der også være mange penge at hente ved at rette blikket mod bidragssatsen, som indgår som en del af betalingen på dit boliglån.

Sådan lyder det samstemmende fra cheføkonomerne Jens Hjarsbech fra Mybanker og Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

- Der er god grund til at kigge på bidragssatsen. Den er klart højere, jo højere du kommer op i belåningsgrad, siger Jens Hjarsbech og pointerer, at det gælder på tværs af alle realkreditinstitutterne.

Belåningsgraden dækker over, hvor stor en del af boligens værdi du har lånt. Du kan låne 80 procent i realkreditinstituttet. Resten skal dækkes af dit eget indskud og banklån.

At se nærmere på bidragssatsen kan være særligt gunstigt, hvis du bor i et område, hvor priserne er steget meget, eller hvis du har afdraget meget på dit lån.

Her kan det give mening at få en ny beregning af belåningsgraden og eventuelt en ny vurdering af boligen.

- Hvis du kommer ned under 60 procent i belåning, så falder bidragssatsen ret kraftigt, og hvis du så kommer helt ned under 40 procent, så er den meget lav. Så det er helt klart noget, der giver mening at holde øje med, fastslår Jens Hjarsbech.

Regneeksempel

Mybanker har lavet et regneeksempel med et fastforrentet boliglån på 3,2 millioner kroner uden afdrag. Ved købet var boligens værdi 4 millioner kroner. Belåningsgraden er derfor 80 procent, og bidragssatsen beregnes til 27.600 kroner om året.

Med tiden er boligens værdi steget til 5,6 millioner kroner, og selv om gælden er præcis den samme, vil belåningsgraden nu falde drastisk - til 57 procent - hvis lånet bliver refinansieret.

Dermed bliver bidragssatsen ifølge beregningen sat ned til 16.900 kroner årligt. Med en refinansiering på baggrund af en højere værdi kan man altså spare 10.700 kroner om året.

Omksotninger med omlægning

Der er dog også nogle omkostninger forbundet med at omlægge lånet, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Derfor går regnestykket ud på, hvor hurtigt den omkostning er tjent ind.

- For nogle kan det måske være relevant at lægge lånene om, hvis omkostningen er tjent ind inden for et år eller to, mens andre vil være tilfredse med, at den er tjent ind på tre-fire år.

- Det afhænger også af ens tidshorisont i boligen, og hvordan man ellers ser på den løbende økonomi. Så man skal se på omkostningen, hvor meget kan jeg reelt komme ned i bidragssats, og hvad bliver min besparelse så, forklarer Christian Hilligsøe Heinig.

Tillægslån eller ét lån

Går du med drømmen om at lave nyt køkken eller af andre grunde tage et tillægslån, kan det også være et oplagt tidspunkt at se på bidragssatsen.

- Så bør man se på sit eksisterende realkreditlån, og om man bør lægge det om og låne de ekstra penge ind, så man stadig kun har ét lån - og får glæde af en lavere bidragssats, siger Christian Hilligsøe Heinig.

- Det er klart, at hvis man har optaget lånet for nylig eller ikke har afdraget det store, så er der måske ikke så meget at komme efter, bemærker han.

Powered by Labrador CMS