Paradise Hotel-vært er blevet mor for første gang
Tv-værten Rikke Gøransson har fået sit første barn, Rio, med kæresten Bruno Da Conceicao
Det er ren babylykke i privaten hos den garvede tv-vært Rikke Gøransson, der har fået sit første barn med kæresten Bruno Da Conceicao.
- Øjne så store som tekopper, hår så sort som ibenholt, og hud så fin fra flere verdens hjørner. Vi er lykkelige sammen, skriver Rikke Gøransson i et opslag på Instagram.
Langt navn
Her fortæller Paradise Hotel-værten, at den lille ny, der har fået navnet Rio Da Conceicao Gøransson, kom til verden den 1. juli.
Rikke Gøransson afslørede sin graviditet og babybulen tilbage i februar i et Instagram-opslag i forbindelse med en romantisk ferie til den franske hovedstad.
- Mor og far i Paris, skrev hun i opslaget efterfulgt af tre hjerter.
Fast inventar
Rikke Gøransson, der er uddannet dokumentarist og psykoterapeut, har været fast inventar på tv, siden hun i 2007 vandt underholdningsprogrammet "Robinson ekspeditionen".
Den 37-årige tv-vært er bedst kendt for sin værtsrolle på "Paradise Hotel", hvor hun i 15 sæsoner har styret realityshowets gang.
Derudover var hun i begyndelsen af 2024 aktuel med dokumentarserien "Hvorfor skal Rikke være smuk".