Netto gør klar til katastrofen
Kommerciel direktør i Netto ser tilbud på prepping-varer som en hjælp til kunderne
Dagligvarekæden Netto opfordrer sine kunder til at forberede sig på en krise i sin seneste tilbudsavis.
På side 23 i denne uges tilbudsavis bliver kunderne mødt af overskriften "Den sikre side. Prepping til enhver situation".
At preppe betyder at forberede sig på en krisesituation. Det kan være et cyberangreb, en naturkatastrofe, en krig eller pandemier.
Huskeliste
Netto har i tilbudsavisen tilføjet en huskeliste, hvor der blandt andet står stearinlys, batteridrevet radio, håndsprit, medicin, dåsemad og kontanter.
Til TV 2 afviser Martin Hasgard Olesen, der er kommerciel direktør i Netto, at kæden er med til at forstærke en frygt hos forbrugerne.
Derimod mener han, at det taler ind i en tendens og nærmere er en hjælp til kunderne.
- Vi ser det her som en hjælp til folk, der overvejer at forberede sig lidt bedre til uforudsete udfordringer eller hændelser, siger han til mediet.
Selv om Danmark ikke står over for en direkte militær trussel, gør flere sig klar til en krisesituation eller måske ligefrem en krig.
Gør sig klar
Det vidner blandt andet salget i butikker med friluftsudstyr, der oplever flere kunder, som køber frysetørret mad, og flere Facebooksider om. Blandt andet "Preppers i Danmark".
Gruppen har 15.600 medlemmer, hvoraf mange blev medlem under corona, og da Rusland invaderede Ukraine.