Finder bomber ved atomkraftværk
At placere sprængstoffer ved Zaporizjzja-værket bryder med sikkerhedsprocedurerne, advarer FN's atomagentur
Inspektører fra Det Internationale Atomagentur (IAEA) har fundet miner i området omkring det atomkraftværk Zaporizjzja i det sydlige Ukraine.
Fundet får agenturet til for anden måned i træk at påpege, at sikkerhedsprocedurerne ikke bliver overholdt ved eller på værket.
Sket før
IAEA's øverste chef, Rafael Grossi, fortæller, at det er inspektører fra agenturet, som har fundet minerne i en bufferzone, der omkranser værket.
Der er også tidligere fundet miner på stedet.
Udsendte advarsel
- Men at have sådanne eksplosiver på stedet bryder med IAEA's sikkerhedsstandarder og retningslinjer for atomar sikkerhed og medfører øget psykisk pres på værkets ansatte, siger Rafael Grossi i en udtalelse.
Grossi udsendte en lignende advarsel i juni.
Både i juni og i den seneste udmelding har han givet udtryk for, at minerne ikke umiddelbart udgør en fare for Zaporizjzja-værkets ansatte.
Ingen fare
Minerne er fundet i et område på værkets grund, som ikke er tilgængeligt for medarbejderne på værket.
Hvis det skulle ske, at de eksploderede, er det IAEA's vurdering, at det ikke ville udgøre en fare for sikkerheden på atomkraftværket.
IAEA er et agentur under FN, der holder øje med sikkerheden på og omkring verdens atomkraftværker. Agenturets øverste chef har besøgt Zaporizjzja-værket tre gange, siden det blev overtaget af russiske soldater.
Det skete umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
Frygter katastrofe
De seneste måneder er spændingerne omkring værket steget, mens Rusland og Ukraine har beskyldt hinanden for at planlægge et angreb på værket.
Tidligere har der været militære angreb tæt på værket, hvilket har fået Ukraine og resten af verden til at frygte for en ny atomkatastrofe.
Zaporizjzja-værket er det største atomkraftværk i Europa.