Nægter at udlevere kontroversiel sms

Lobbyist blev fyret efter udtalelser om Socialdemokratiet, men nu afviser Statsministeriet indblanding.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ombudsmandens undersøgelse af Statsministeriets SMS-sag

Ombudsmanden undersøger Statsministeriets afvisning af aktindsigt i en SMS mellem en særlig rådgiver og konsulenthuset Rud Petersen.

Undersøgelsen følger klager fra medierne, der har rejst tvivl om lovligheden af at tilbageholde SMS'en.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Statsministeriet afviser nu, at en af Mette Frederiksens særlige rådgivere har krævet en partner i konsulentbureauet Rud Petersen fyret.

Det sker, efter at Ombudsmanden har indledt en undersøgelse af, at Statsministeriet har afvist aktindsigt i en SMS-besked mellem den særlige rådgiver og konsulenthuset.

- Den pågældende særlige rådgiver har overfor Statsministeriet oplyst, at påstanden om, at der i det konkrete tilfælde skulle være krævet sanktioner over for en medarbejder, kan afvises, skriver Statsministeriet til Ekstra Bladet.

Fyret

Sagen tager sin begyndelse med en artikel i Jyllands-Posten, hvor Sune Steffen Hansen, partner i Rud Petersen, udtaler sig om Socialdemokratiets nuværende tilstand og problemer.

Partneren er efterfølgende blevet fyret.

Flere medier har berettet, at en af Mette Frederiksens særlige rådgivere inden fyringen har haft sendt en SMS til konsulenthuset.

Mette Frederiksens nære rådgiver har sendt en SMS til Rud Petersen, som er blevet afvist udleveret ved aktindsigt. (Arkivfoto).

Afviser at udlevere sms

Statsministeriet har efterfølgende afvist at udlevere den pågældende SMS i en aktindsigt.

Det har onsdag fået Ombudsmanden til annoncere, at man vil undersøge sagen, fordi flere medier har klaget over tilbageholdelsen af SMS'en.

Der kan være tvivl om, hvorvidt det er retmæssigt at tilbageholde SMS'en fra aktindsigt, lyder det fra eksperter.

- Intet usædvanligt

Selv fremhæver Statsministeriet, at der intet usædvanligt er ved situationen, hvor en af Mette Frederiksens tætteste rådgivere har henvendt sig direkte til folk efter udtalelser om partiet.

- Generelt bemærkes det, at det er naturligt, at særlige rådgivere løbende har dialog med aktører i det danske samfund, skriver Statsministeriet videre til Ekstra Bladet.

Powered by Labrador CMS