May Lifschitz: Jeg har grædt nogle dage

Vild med dans-stjerne overvældet og rørt

Offentliggjort

May Lifschitz i 'Vild med dans'

May Lifschitz deltager for første gang i 'Vild med dans' og er den første transkvinde i konkurrencen. Hun føler nu, at tiden er den rette, og at hun har den nødvendige selvindsigt.

Hun har argentinsk-danske rødder og voksede op med en drøm om dans, som nu bliver til virkelighed. May ser deltagelsen som en chance for at udtrykke og udforske sin kvindelighed gennem dansen.

Under træningen med sin dansepartner, Mads Vad, fokuserer May på at have det sjovt og være mindre optaget af dommernes og publikums mening, selvom hun er blandt favoritterne til at vinde.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

May Lifschitz er i flere år blevet spurgt, om hun ville gå på gulvet i "Vild med dans".

Men først nu er tiden den rette, fortæller den 29-årige skuespiller og model.

- Jeg tror bare, det handlede om at få nok ballast på mit cv til at føle, at jeg kunne være med som ligeværdig med de andre fantastiske deltagere og have en profil, som måske nogen genkender derhjemme i stuerne, og repræsentere det, jeg gør. Og så har det også handlet om at føle sig klar, siger May Lifschitz.

- Jeg tror heller ikke helt, jeg har været gammel nok og haft nok selvindsigt, som det kræver, tror jeg, til at gå ind i et program og være sig selv på den måde.

Første transkvinde

May Lifschitz skriver historie som den første transkvinde i dansedysten.

Hun er opvokset i Argentina som barn af en dansk mor og en argentinsk far.

Her drømte hun om at gå til dans ligesom sin søster og var helt opslugt af latinamerikanske stilarter som cumbia, men kom i stedet til fodbold.

Nu får hun endelig indfriet det, hun har drømt om siden barnsben.

- Der ligger rigtig meget personligt i at kunne slippe sig selv fri og give sig selv plads og lov til at fylde på den måde, man skal i de forskellige danse - sætte hofterne fri. Der ligger også en hel masse kvindelighed, som man er i kontakt med på en helt bestemt måde, som bare er enormt skøn, siger May Lifschitz.

Øver med hunden

Hun øver endda sine dansetrin, når hun går tur med sin hund.

- Jeg bliver enormt overvældet og rørt over, hvor fint det er at være med og at gå igennem den proces. Jeg har simpelthen grædt og grædt nogle af dagene, fordi man bare kommer i kontakt med så mange ting. Mange blokader, hvor man har prøvet at undertrykke sig selv lidt og været usikker.

- Men nu er det bare sådan, at det skal jeg overkomme. For jeg skal ind og levere den her dans. Det er noget, jeg kommer til at huske resten af livet og er en proces, som jeg tror, er rigtigt givende for mig. På rigtig mange planer.

Skal bare have det sjovt

Udviklingen er langt større end en plads på podiet, lyder det fra May Lifschitz, der danser med Vild med dans-veteranen Mads Vad.

- Vi har aftalt, at vi bare skal have det sjovt og sørge for, at vi har det godt - og personligt gå ind i det med hjerte og sjæl og alt det, som vi kommer med, og måske være lidt mindre optaget af, hvad dommerne og publikum siger.

- Så udfaldet tror jeg ikke, vi har så meget fokus på, siger May Lifschitz, som dog er blandt bookmakernes favoritter til at snuppe titlen og trofæet.

May Lifschitz har, siden hun var teenager, arbejdet som model. De senere år har hun udvidet repertoiret til skuespil også og har blandt andet medvirket i Netflix-serien "Warrior Nun" og i DR-succesen "Orkestret". (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS