Hval skyllet i land på strand

Hval er død for ganske nylig, slår ekspert fast

Offentliggjort Sidst opdateret

En fire meter lang hval er skyllet i land på Houvig Strand i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det skriver tvmidtvest.dk.

Hvalen er død for ganske nylig, fastslår Jens Henrik Jakobsen, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Vestjylland. 

Der er tale om en vågehval.

Lugter ikke

 - Den er lige død, for den er ikke ildelugtende, og det er specielt, siger Jens Henrik Jakobsen til  tvmidtvest.dk.

Han vurderer, at der må have været noget galt med hvalen, dels fordi den ser tynd ud, dels fordi den er død så tæt på land.

Det bliver  nu en opgave for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Statens Naturhistoriske Museum i København at fastslå dødsårsagen.

Om hvalen skal undersøges på stedet eller transporteres til et af museerne er endnu uvist.

Powered by Labrador CMS