Arla med chok-melding

Risiko for stormløb på butikker

Offentliggjort

Arla har netop forsøgt at liste en meget foruroligende nyhed ud på bagkant af julen.

I en pressemeddelelse fredag oplyser Arla, at et af mejerigigantens mest populære produkter forsvinder fra hylderne i flere uger i 2025. 

Arla kalder det ganske vist i pressemeddelelsen "en kort periode", men produktet bliver helt utilgængeligt fra uge 2 til og med uge 6 i 2025.

Produktet, der pilles af hylderne er den ekstremt populære ost, "Gammel Knas".

Den er en del af Arlas eksklusive serie af "Unika-oste".

10 tons "Gammel Knas" destrueres

Årsagen til mangelsituationen, som kan give stormløb på de ostehandlere, der stadig ligger inde med "Gammel Knas", skal findes hos Arla selv.

"Gammal Knas" forsvinder helt fra hylderne i fem uger i 2025.

Det skyldes, at de 10 tons Gammel Knas, der ellers skulle være sendt ud til kunderne lige efter nytår, simpelthen ikke lever op til de høje kvalitetskrav, der er til både smag og tekstur, når det gælder en Arla Unika-ost, skriver Arla i pressemeddelelsen.

- Selv i en periode med meget høj efterspørgsel på Gammel Knas, vil vi aldrig gå på kompromis med kvaliteten. Derfor trækker vi den helt af markedet i en kort periode indtil den næste sending er klar, siger Svenja Troll, direktør for Arla Unika.

Vi skal ikke længere tilbage end til juni i år, hvor der opstod en nærmest hungersnødslignende situation, da det kom frem, at "Gammel Knas" var i restordre. 

Dengang fik Arla afværget den værste katastrofe ved stadig at have "Gammel Knas" ude på markedet. Forbrugerne skulle blot lede lidt længere efter den.

Et total stop for "Gammel Knas" som varslet i uge 2-6 i 2025 er dog aldrig set tidligere. 

Powered by Labrador CMS