Hun er smuk som sin mor
Skuespiller Dar Salim har de seneste år vundet indpas på den internationale filmscene. Nu er han blevet far for anden gang til en lille pige
Hollywoodfilm og glamour bliver sat på pause for en stund for Dar Salim.
Den 47-årige skuespiller og hans forlovede, Nanna Boline Lindhardt, har nemlig fået deres første barn sammen. Og det er blevet en lille pige.
Det bekræfter Dar Salim på Instagram.
Det blik
- Det blik! Femten minutter gammel og jeg er allerede i problemer! Hun er lige så smuk som sin mor, og jeg er nok den heldigste fyr. Tak til det dejlige personale på Rigshospitalet og Hvidovre, skriver Dar Salim til et billede af den lille ny på Instagram.
Her afslører han også, at datteren skal hedde Aya Storm Salim, og at hun kom til verden den 22. oktober.
Forlovede
Skuespilleren har i forvejen sønnen Zidane Storm Salim på 13 år med filmproduceren Meta Louise Foldager.
Dar Salim afslørede i en takketale ved EchoPrisen 2024 i februar, da han modtog prisen som Årets Skuespiller, at han og Nanna Boline Lindhardt var forlovede.
- Jeg vil gerne takke min kæreste - nej, hun er min forlovede - for hun sagde ja!, sagde han i følge Ekstra Bladet ved prisuddelingen.
Hvor og hvornår brylluppet skal stå, annoncerede skuespilleren ikke.
Dar Salim har gennem de seneste mange år været et kendt ansigt på både den internationale og den danske filmscene.
Fin karriere
Han er mest kendt for sin hovedrolle i den actionfyldte filmserie "Underverden", som han også blev hædret for til EchoPrisen. Derudover har han medvirket i hitserien "Game of Thrones".
I marts var han aktuel i Netflix-serien "The Gentlemen", og i maj kom det frem, at han skal spille over for den amerikanske skuespiller Chris Pratt i serien "The Terminal List: Dark Wolf".
I 2023 spillede han over for filmstjernen Jake Gyllenhaal i "The Covenant".