Her har hver 10. kunde forhøjet blodtryk
Tal gør indtryk på professor
Mange danskere går rundt med forhøjet blodtryk uden at vide det.
Det er konklusionen på et forsøg, hvor kunder i udvalgte Bilka-varehuse i et samarbejde mellem Hjerrnesagen og Salling Group siden maj har haft mulighed for at få målt deres blodtryk, mens de handler.
Forsøget har vist, at hver 10. Bilka-kunde har uopdaget, ubehandlet forhøjet blodtryk.
De er efterfølgende blevet henvist til egen læge for at få gjort noget ved blodtrykket.
Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
- Gør indtryk
At så relativt mange går rundt med uopdaget, ubehandlet forhøjet blodtryk, gør indtryk på klinisk professor og ledende overlæge fra Aalborg Universitetshospital, Søren Paaske Johnsen:
- Med dette initiativ har man været i stand til at fange et meget betydeligt antal personer, som går rundt med ubehandlet eller mangelfuldt behandlet forhøjet blodtryk. Og det er der et stort folkesundhedsmæssigt perspektiv i.
Forhøjet blodtryk er en af de hyppigste årsager til stroke – blodpropper og blødninger i hjernen.
Resultatet af forsøget betyder, at Hjernesagen nu gør forsøget landsdækkende.
Over de kommende måneder vil kunder i Bilka-varehuse i Tilst, Randers, Odense, Ishøj, Sønderborg og Næstved få tilbuddet om at få målt blodtrykket.