Her falder Lotto-millioner
En mand fra Nordjylland fik fyldt godt op på kistebunden, da han for nyligt ramte alle syv rigtige i Lotto – men det tog han stille og roligt
- Jeg troede, jeg ville hyle og skrige og købe dit og dat. Men det har været helt nede på det lave blus, siger en mand fra Nordjylland, som for nyligt ramte syv rigtige i Lotto.
Det gav ham en skattefri gevinst på 8.000.000 kroner, men det fik ham altså ikke til at juble vildt og uhæmmet, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Helt i tråd med mandens afdæmpede reaktion, var det første han gjorde med pengene også stille og roligt:
- Jeg hader at skylde penge væk, så jeg betalte mit lån ud.
Planlægger rejse
Manden vil tage på en rejse med sin kæreste og sine børn, men ellers vil han ikke skeje ud.
- Jeg skal vel også have forsødet livet lidt mere i hverdagen og kan tage mig nogle friheder.
Det kommer også til at dryppe lidt på de nærmeste.
- Gevinsten betyder også, at jeg kan give noget til nogen af dem, jeg holder af og elsker for at hjælpe dem lidt på vej, siger han uden at komme nærmere ind på, hvem der får del i millionerne.