Her bliver det gratis søndag
Der er udsigt til, at der kommer masser af billig strøm ud gennem de danske stikkontakter i dag - et sted bliver det endda gratis
Der er særligt et tidspunkt, den pengebevidste skal vaske tøj eller lade elbil.
Ikke nok med at elpriserne er lave søndag - faktisk vil man både på Fyn og Jylland opleve, at de går i minus mellem klokken 12 og 13.
Sådan skriver TV 2 Vejret.
Lave priser
Mellem 11 og 14 vil fynboer og jyder således opleve, at de ikke skal betale en klink for strømmen, mens det på Sjælland og øerne blot bliver meget lave priser ned til 0,01 krone for en kilowatttime klokken 12.
Fælles for begge er at prisen vil være på sit højeste mellem klokken 18 og 19, hvor en kilowatttime vil koste omkring 1,25 kroner.
Vejret afgør det
Det er særligt vejret, der er med til at afgøre, hvad prisen på en kilowatttime koster.
Strømmen bliver særligt billig, hvis der er sol eller vind, som kan være med til at skabe grøn energi.