Forsker: Ny Novo-medicin er fantastisk
Studie blev afbrudt før tid, fordi resultaterne var så tydelige, at det ikke var forsvarligt at fortsætte.
En nyt studie lavet af Novo Nordisk viser meget lovende resultater for behandling af mennesker med kronisk nyresygdom med lægemidlet Ozempic.
Resultaterne er faktisk så gode, at det er et skridt på vej til at udrydde nyresygdom. Det mener Peter Rossing, der er medforfatter på studiet og overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen.
- Det er et usædvanligt studie, fordi konklusionerne er så klare. Det er også første gang, at vi ser, at denne type af diabetesmedicin - GLP1-receptoragonister som Ozempic - har beskyttende effekt på nyrefunktionen.
Kan vildt mange ting
- I forvejen vidste vi jo, at Ozempic har effekt på både blodsukkerregulering, vægttab og hjerte-kar-sygdom.
- Vi har altså lægemidler nu, der kan vildt mange ting - det er fantastisk, siger han i en pressemeddelelse.
Ifølge Statens Serum Institut reducerer GLP-1-receptoragonister blodsukkerniveauet og hæmmer appetitten ved at skabe en mæthedsfornemmelse.
Ikke etisk forsvarligt at fortsætte
Studiet blev præsenteret fredag på den europæiske nyrekonference (ERA) i Stockholm fredag.
Det blev afbrudt i oktober sidste år, da resultaterne var så klare, at det ikke var etisk forsvarligt at fortsætte med at give placebo til nogle deltagere.
Ozempic er kendt for at regulere blodsukker, fremme vægttab og forbedre hjertekarsundhed. Og det nye studie viser altså, at det også har en beskyttende effekt på nyrefunktionen.'
Det, der stadig mangler at blive afklaret, er, hvem der skal have det, og hvordan det enkelte menneske med kronisk nyresygdom skal behandles med eksempelvis Ozempic.
Kan helt udryddes
Det er nemlig ikke sikkert, at alle skal have den samme "pakkeløsning", da det ifølge Peter Rossing er både "dyrt og måske uhensigtsmæssigt".
- Det er udfordringen nu. Men det er helt utrolig glædeligt, at vi får flere og flere muligheder for at forsøge at undgå, at folk udvikler alvorlig nyresygdom.
- Vi nærmer os mere og mere at kunne sige, at nyresygdom kan blive udryddet i stort omfang, siger han.
Rammer mange
3533 personer fra 28 lande med type 2-diabetes og risiko for at udvikle kronisk nyresygdom har deltaget i studiet.
Studiet viser, at risikoen for død, alvorlig hjerte-kar-sygdom og forværring af nyresygdom bliver reduceret med 24 procent.
Anden medicin med de såkaldte SGLT-2-hæmmere og finerenon har også vist positive resultater i forhold til både nyre- og hjertekarfunktion.
Cirka 10 procent af den voksne befolkning lidt af en kronisk nyresygdom.