Så varmt bliver det onsdag
Onsdag bliver ifølge Danmarks Meteorologiske Institut igen en dag med masser af varme og en del sol - når først dis og tåge slipper sit tag

Der er onsdag lagt op til endnu en dejlig varm dag.
Det fremgår af landsprognosen fra meteorologerne ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
I prognosen skriver meteorologerne:
"Først på dagen i de vestlige egne skyet, diset og stedvis tåge, som ved kysterne kan blive liggende langt op ad dagen. Ellers tørt med nogen eller en del sol. Temperaturer mellem 14 og 20 grader, ved kyster med pålandsvind noget køligere. Svag til jævn vind fra vest og nordvest, ved kysterne mod nord og øst stedvis frisk vind. "
I aften og i nat
Tågen, som mange kæmper med i løbet af onsdagen, vender tilbage natten til torsdag:
"I aften nogen eller en del sol, og i nat klart vejr mod øst, men mod vest stedvis skyet, diset eller tåget. Temp. mellem 4 og 9 grader, og svag til let vind mest mellem vest og syd."