Efter voldsom start:
DMI: Sådan bliver vejret resten af ugen
Efter en barsk og blæsende mandag byder resten af ugen på plads til sol - men også til nattefrost og sne
Denne uge byder vejrmæssigt på en barsk og glat mandag, inden der senere på ugen bliver plads til sol - og til mere sne.
Det fortæller Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.
Flere af Danmarks politikredse har mandag morgen varslet, at snevejr gør det nødvendigt at være forsigtig, hvis man skal ud i trafikken.
Og vejret på ugens første dag bliver barskt, bekræfter Mette Wagner.
- Mandag morgen vil det særligt i Nordjylland føles blæsende. Man skal passe på, for der er sne og isglatte veje flere steder i Danmark.
Sneen smelter væk
Efterhånden vil det dog blive mere vådt end glat, da regn mange steder vil smelte sneen væk.
Den varmfront, der søndag begyndte sin rejse ind over landet, kaster varm og fugtig luft af sig, som betyder, at temperaturen kan komme op på 5-8 grader.
- Vi havde håbet, at det efter en barsk mandag ville blive mere stille og roligt, men desværre tager vinden til igen i løbet af aftentimerne, siger meteorologen.
Langs den jyske vestkyst og i Nordjylland ventes der i aftentimerne derfor stormende kuling med vindstød af stærk storm. Også i resten af Jylland og omkring Fyn vil man mærke en del til den kraftige vind.
Tirsdag
Tirsdag bliver ligeledes blæsende.
- Tirsdag forventer vi lidt eller nogen sol, men også spredte byger med regn eller slud, og temperaturer fra 3-6 grader.
Onsdag
Onsdag er nogenlunde den samme fortælling - dog med lidt mindre vind, end i de foregående dage.
Midt på ugen vil nattefrost så melde sin ankomst, inden torsdag igen giver plads til både sol og byger, der kan vise sig som slud eller sne.
Her falder temperaturen til 1-5 graders varme, inden endnu en nat med nattefrost.
Torsdag og fredag
- Torsdag til fredag er der igen mulighed for nattefrost med 3 graders frost til to graders varme.
Inden der tages hul på weekenden vil fredag udspille sig med sol og spredte byger med slud eller sne.
- Og så ser det ud til at vi tager et nyk ned ad til fire graders varme i dagtimerne, siger Mette Wagner.