DMI med trist besked: -Det bliver ved
Der er ikke noget der tyder på sommervej i den nærmeste fremtid - vi skal i hvert fald ind i næste uge før vejret - måske - ændrer sig
Du kan roligt tage et solidt greb om paraplyen.
For vejret kommer ikke til at ændre sig sønderligt de kommende dage.
Den står på regn og byger, kølige temperaturer og kun en ganske lille smule solskin - til de heldige.
Det bekræfter vagthavende meteorolog Lene Dolmer, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, onsdag morgen over for Nyheder.dk.
- I dag (onsdag/ red.) kommer der lidt eller nogen sol, enkle byger især over den sydlige del af landet. I løbet af eftermiddagen og aftenen mere skyet og flere byger. Temperaturerne vil ligge mellem 15 og 18 grader, siger Lene Dolmer.
Torsdag
I morgen, torsdag, bliver nærmest en smule værre.
- Vi har en front, der skal passere landet fra vest med udbrudt regn og byger. Og på bagsiden af fronten kommer der flere byger. Der kan måske komme lidt sol mellem bygerne - hvis man er heldig, siger Lene Dolmer.
Torsdagens temperaturer vil ligge mellem 14 og 17 grader.
Ingen bedring i sigte
Der er desværre intet i de nuværende prognoser, der tyder på, at vejret bliver bedre.
I hvert fald ikke i indeværende uge.
- Først engang i næste uge kan det blive bedre. Men der er prognoserne stadig noget usikre, lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog.