DMI afslører: Sådan bliver vejret de næste uger
Læs her og der fortsat er grund til at flygte fra regn og kulde
De kommende uger byder på omskifteligt vejr i Danmark.
I perioder vil en ustadig vejrtype med skyer, regn, byger og kun lidt sol være dominerende, mens højtryk i andre perioder vil give mere tørt og solrigere vejr.
Sådan lyder konklusionen på DMIs dugfriske vejrmelding for de næste tre ugers vejr i Danmark. Det bliver altså en blandet landhandel med regnfulde dage, hvor det er bedst med et slag Ludo indendørs.
Men der kommer også dejlige soldage, hvor en tur i havet måske er at foretrække.
Her er slagets gang uge for uge:
Uge 28 - 8.juli til 14. juli:
Ugen ser ud til at byde på omskifteligt vejr, da lavtryk og højtryk på skift vil dominere. Nogle dage passerer fronter fra vest ifølge med skyer, regn og byger, mens andre dage vil blive mere tørre og solrige, når højtryksrygge lægger vejen forbi.
Først på ugen når dagtemperaturen op mellem 15 og 20 grader, mens vi sidst på ugen typisk får 16 til 23 grader, lokalt måske lidt varmere.
Nedbørmængderne forventes omkring normalen, svarende til ca. 10-20 mm, men de vil være noget ujævnt fordelt.
UGE 29 - 15. juli til 21. juli
I denne uge viser prognoserne, at trykket er højere end normalt over og nord for landet, mens lavtrykkene hovedsageligt tager en bane syd om landet.
Således får vi flere sammenhængende dage med ret solrigt og tørt vejr. I perioder bliver det dog mere skyet og vådt, for enkelte lavtryk eller fronter ventes at nå frem til os fra syd eller sydvest.
Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 16 og 23 grader, enkelte dage lidt varmere.
Nedbørmængderne forventes omkring normalen, svarende til ca. 10-20 mm.
Uge 30 - 22. juli til 28. juli
Højtrykket nær Danmark forskydes i denne uge mod nord, hvilket efterhånden åbner for, at lavtryk og fronter strømmer ind over landet vestfra.
Det betyder, at vi får mere ustadigt vejr med en skønsom blanding af skyer, regn, sol og byger.
Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 16 og 23 grader, enkelte dage lidt varmere. Om natten falder temperaturen ned mellem 10 og 15 grader.
Samlet set ventes temperatur omkring normalen for årstiden.
Nedbørmængderne forventes omkring normalen, svarende til ca. 10-20 mm.
Prognosen er herefter meget usikker. Men ifølge DMI får vi perioder frem til 11. august med skyer, regn og byger vekslende med lunt, tørt og solrigt vejr, når højtryksrygge passerer landet.
Temperaturen ser samlet ud til at ende omkring den normale for årstiden. Nedbørsmængderne er meget usikre, men der er ikke tegn på, at de vil afvige synderligt fra normalen.