DMI: Her drukner det i dag

Særligt Jylland og Fyn risikerer ifølge DMI at blive ramt af intense byger og torden frem mod klokken 20

Offentliggjort Sidst opdateret

Vejrudsigt for Danmarks EM-kamp

DMI's vagthavende meteorolog Erik Hansen forudsiger ustadigt vejr med byger, specielt i Jylland og på Fyn, under Danmarks første EM-kamp.

Der er udsendt risikovarsel for skybrud og torden i Jylland og den vestlige del af Fyn, hvor der kan falde mere end 15 mm regn på en halv time.

Tilskuere til kampen opfordres til at medbringe paraply og regntøj, selvom der er chance for at undgå bygerne, især i den østlige del af landet.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hvis du skal se Danmarks første EM-kamp på storskærm i det fri søndag aften, bør du tage paraply og regntøj med.

Specielt hvis du befinder dig i Jylland og på Fyn.

Sådan lyder rådet fra vagthavende meteorolog Erik Hansen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Med torden

- Det ser ustadigt ud, og der vil være en del byger rundt om i landet, specielt i den vestlige del. Bygerne kan også være kraftige og med torden.

- Men man kan godt være heldig og slippe, især hvis man befinder sig i den østlige del af landet. I hovedstadsområdet kan man godt gå helt uden om bygerne, siger Erik Hansen.

Jylland og Fyn udsat

DMI har udsendt et såkaldt risikovarsel for skybrud og torden, og det gælder Jylland og den vestlige halvdel af Fyn.

Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter vand på en halv time. Risikoen gælder frem til klokken 20.

Tag paraply med

Med kampstart klokken 18 er det ifølge meteorologen en "god idé at tage paraply og regntøj med, hvis man skal se fodbold udenfor".

Selv om risikovarslet ikke gælder den østlige del af landet, skal man også her ifølge meteorologen være beredt på byger.

Fortsætter

Men det vil formentlig ikke være byger med skybrudsintensitet som dem, der kan ramme Jylland og dele af Fyn.

Søndagens vejr fortsætter dermed, hvor lørdag slap. Her blev der blandt andet registreret skybrud mellem Skanderborg og Aarhus.

Snart gennemsnit

Der er indtil videre målt 56,1 millimeter regn i juni. Dermed er vi midt på måneden tæt på at have nået gennemsnittet for hele juni måned på 64,3 millimeter.

Hvis man sukker efter tørt vejr og lidt højere temperaturer, er der måske godt nyt fra midten af næste uge.

Mere tørt og solrigt

Fra onsdag bliver det ifølge meteorologen gradvist mere tørt og solrigt.

- Også fredag ser ifølge de nyeste prognoser pæn ud. Så det ser mere sommerligt ud, siger Erik Hansen.

Powered by Labrador CMS