DMI: Det er på vej

Men om den varme luft rammer Danmark lørdag eller søndag - og hvor varmt det egentlig bliver - er fortsat usikkert

Udgivet

Der er varmere luft på vej ind over Danmark.

Men hvor Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, tidligere forventede, at den varme luft rammer Danmark søndag, så ser det nu ud til, at det bliver lørdag, der bliver varmest. Med op til 18 grader.

Det bekræfter vagthavende meteorolog ved DMI, Marielle Fournier, tirsdag morgen over for Nyheder.dk.

Men inden varmen kommer skal vi igennem nogle blæsende dage.

- I dag (tirsdag/ red.) begynder med skyer på himlen mange steder. Mod vest og nordvest kan det dryppe lidt. Men det holder efterhånden tørt til alle. Senere kan solen komme frem over de syd- og østlige egne, siger Marielle Fournier.

Temperaturerne tirsdag kan komme op mellem 6 og 11 grader - lunest længst mod syd.

Vinden begynder let til svag men tiltager efterhånden med op til hård vind fra øst og sydøst.

Mere varme

De kommende dage ligner lidt tirsdag med temperaturer op over 10 grader.

Vinden aftager lidt i løbet af onsdag.

Weekenden ser til gengæld noget pænere ud når den varme luft trækker op over os fra syd.

- Men prognoserne svinger lidt i forhold til, hvor langt varmen trækker op. Lige nu ser lørdag ud til at blive den bedste dag med op til 18 grader. Men det kan fortsat rykke sig lidt både den ene og den anden vej, siger Marielle Fournier.

Powered by Labrador CMS