En Tøsedreng med gule negle
Musiker Klaus Kjellerup har ikke været bange for i den offentlige debat flere gange at lufte omstridte holdninger. Den 27. april fylder han 70 år
Selv en Tøsedreng kan vælge at kaste sig ud i vilde orkaner og det, som nogle ville kalde krige, man ikke kan vinde.
Flertallet i popbranchen afholder sig normalt fra omstridte holdninger, som kan skade karrieren.
Sådan er komponist, musiker, sanger og producer Klaus Kjellerup, der fylder 70 år 27. april, ikke indrettet.
Karrieren kunne være kørt hyggeligt hjem med sangbare hits og mangeårig turnésucces ude i landet.
Men den har også været præget af jævnlig ballade, som på et tidspunkt endda betød, at han blev smidt ud af sit eget band.
På fine privatskoler
Klaus Kjellerup er ud af en skibsmægler-familie og gik på fine privatskoler.
Men han ville musikken, selv om han først blev journalist og arbejdede på blandt andet Nordisk Film og Ekstra Bladet.
I 1978 stiftede han det reggae-inspirerede band Tøsedrengene, og siden fulgte hits som "Sig du kan li' mig" og "Indianer".
Ikke mindst sangerinderne Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen gjorde Tøsedrengene til et uhyre populært partyband i starten af 80'erne.
Gruppens medlemmer gik fra hinanden i 1985. Forinden havde Klaus Kjellerup forladt bandet for at gå solo.
Lavede store hits
I 1991 grundlagde han Danser med Drenge.
Her kreerede han hits som "Hvor længe vil du ydmyge dig?" og "Er der nogen i himlen". Den sidste som en hyldest til bandets første forsangerinde Philippa Bulgin, der døde ung.
Siden blev først Rie Rasmussen og senest Ida Ambrose det kvindelige fikspunkt i bandet.
Det blev Klaus Kjellerup også på en måde, da han i 2022 på Twitter skrev:
"Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine."
Dét blev dog for meget for resten af bandets medlemmer, som meddelte, at de trak sig fra samarbejdet og en snarlig turné.
En situation som Klaus Kjellerup var "grædefærdig" over ifølge Ekstra Bladet.
Om han fortrød udtalelserne eller konsekvenserne af dem stod ikke klart. Men siden rejste bandet sig igen med Kjellerup om bord og en fornyet besætning, efter at to medlemmer havde trukket sig varigt.
Ikke første gang
Det var langt fra første gang, Klaus Kjellerup var i vælten.
Med Kim Larsen, Thomas Helmig og Johnny Madsen kæmpede han i bandet "Den Gule Negl" i slutningen af 80'erne en ryger-krig, der ikke kunne vindes.
Deres skyts var rettet mod forbuddet mod rygning på restauranter, institutioner og arbejdspladser.
Ifølge Kjellerups debatindlæg dengang var der ikke bevis for, at rygning er kræftfremkaldende.
Kritiserede coronapolitik
Da coronaen ramte Danmark, var han en offentlig kritiker af regeringens coronapolitik og af test.
I 2010 skrev Kjellerup til spalten Vrisne gamle mænd på bagsiden af Ekstra Bladet.
Han har tidligere været gift med Wencke Barfoed, skuespiller, designer og grundlægger af brandet We Shop og er far til to børn.