DMI: Det begynder rigtig skidt

Men der er grund til at bevare optimismen - det klarer nemlig op grundlovsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdagens vejr begynder skidt - men der er håb forude for de mange udendørs grundlovsarrangementer landet over.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Jens Lindskjold, på instituttets hjemmeside onsdag morgen.

Vågner til regn

Mange vågner op til en skyet og regnfuld morgen.

"Først på dagen vil skyer nemlig ligge tungt over den østlige del af landet og give regn af sig flere steder. Det er den koldfront, der i nattens løb passerede Jylland med stedvis store mængder regn. Så der er risiko for let mudrede forhold i den landsdel", skriver Jens Lindskjold og fortsætter:

"Det klarer dog hurtigt op vestfra og allerede i løbet af formiddagen står den på sol mange steder. Undtagelsen er dog længst østpå i landet, på Bornholm, hvor man må døje med mange skyer og til tider lidt regn frem til midt på eftermiddagen. Med opklaringen følger dog også enkelte byger."

Lunest mod øst

Temperaturerne onsdag vil ligge på mellem 13 og 18 grader.

Lunest bliver det i de østlige egne.

Powered by Labrador CMS