Danmark har fået fire nye millionærer

Lørdagens Lotto trækning gjorde fire danskere til millionærer. Millionerne fordeler sig over Sjælland, Nordjylland og Fyn

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark er blevet fire nye lotto-millionærer rigere efter lørdagens lotto-trækninger fra Danske Spil.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

To af vinderne deler førstepræmien på 10 millioner kroner ligeligt imellem sig, og de andre to får sig en rund million hver. 

Den første, heldige vinder af fem millioner kroner har købt sin kupon i Kvikevitten i Store Heddinge på halvøen Stevns..

Den anden, præcist lige så heldige vinder af fem millioner kroner har købt sin kupon online, og kommer fra Nordvestsjælland.

Ikke de eneste

De to vindere af førstepræmiepuljen er dog ikke de eneste, der runder weekenden af med en ordentlig pose penge til at forsøde tilværelsen med.

For som sædvanligt blev der også udtrukket to millionærer ved ekstratrækningen Millionærchancen. 

Den ene, nye millionær har således købt sin kupon i Kvickly Aars.

Den anden vinder af en million kroner har købt kuponen via mobil og er fra Odense.

Powered by Labrador CMS