Brøndby må undvære topscorer i skæbnekamp

Brøndbys Mathias Kvistgaarden er ikke blevet klar til den direkte kamp om sjettepladsen mod Silkeborg

Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby uden topscorer i vigtig kamp mod Silkeborg

Brøndby må undvære Mathias Kvistgaarden i den afgørende kamp mod Silkeborg om en plads i Superligaens top-6.

Sebastian Sebulonsen er tilbage i truppen efter en skade, hvilket giver holdet et tiltrængt boost.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Brøndby må se bort fra topscorer Mathias Kvistgaarden, når holdet søndag tørner sammen med Silkeborg i en direkte kamp om den sidste plads i Superligaens top-6.

Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

Kvistgaarden udgik med en skade i mandagens nederlag på 2-4 mod Randers og er ikke blevet klar til kamp.

Træner håbede

Træner Frederik Birk udtrykte ellers tro på, at Kvistgaarden, der har scoret 11 mål i superligasæsonen, ville blive klar, efter at angriberen havde taget del i noget af fredagens træning, men sådan skulle det ikke gå.

Til gengæld er højrebacken Sebastian Sebulonsen med i truppen efter at have været skadet i de første fire ligakampe i 2025.

Brøndby skal bruge mindst et point på hjemmebane for at snuppe den sidste plads i mesterskabsspillet. Silkeborg skal vinde på Brøndby Stadion for at komme med i det gode selskab.

Mathias Kvistgaarden må sidde udenfor mod Silkeborg. Her udgår han af kampen mod Randers. (Arkivfoto).

Der er kickoff klokken 17.

Powered by Labrador CMS