Borgmester trækker stikket

Genopstiller ikke

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Hans Østergaard (V), som er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, har besluttet sig for at lægge borgmesterkæden fra sig, efter at der i 2025 er kommunalvalg.

Det oplyser han i en pressemeddelelse.

- Det har ikke været en nem beslutning, men efter grundige overvejelser hen over sommeren har jeg besluttet ikke at genopstille, fortæller han.

Borgmesteren, som blev valgt ved kommunalvalget i 2017 og har siddet siden 2018, skriver, at han "må erkende, at jeg fylder 67 år næste gang".

- Når jeg samtidigt har en stor familie, er det klart, at der er nogle ting, som jeg har forsømt, og som jeg gerne vil prioritere i min kommende tredje alder, selv om politik stadigt er spændende, skriver Hans Østergaard.

Valgt i 1997

Østergaard fik sin start i politik i 1997, da han blev valgt til byrådet i Videbæk Kommune.

Han stoppede frivilligt, efter at kommunen blev lagt sammen med kommunerne Egvad, Holmsland, Ringkøbing og Skjern til Ringkøbing-Skjern - dog kun i en enkelt valgperiode mellem 2010 og 2013.

I 2018 tog han over for Iver Enevoldsen, som var borgmester mellem 2010 og 2018.

Formidabelt samarbejde

- Der har været et formidabelt samarbejde i byrådet, hvor vi har skabt den ro for både borgere og virksomheder, som sikrer, at en landdistriktskommune som Ringkøbing-Skjern udvikles fremfor afvikles, skriver Hans Østergaard.

Borgmesteren har allerede underrettet Venstres gruppe i byrådet om, at han ikke agter at fortsætte som borgmester efter næste kommunalvalg.

Jagter ny spidskandidat

Man går nu i gang med at finde en ny spidskandidat for partiet, siger Hans Christian Tylvad, som er partiets formand i kommunen.

- Vi forventer at holde et opstillingsmøde i oktober, hvor Venstres medlemmer bestemmer, hvem der skal være vores bud på en ny borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Det er en post, som Venstre har tradition for at bestride i et bredt samarbejde, og det ser vi frem til at fortsætte med, siger Christian Tylvad.

Powered by Labrador CMS