Andreas Mogensen får træls besked
For at give mere tid til at analysere kølervæskelækagen udskydes den danske astronauts rumvandring igen
Heller ikke på torsdag bliver det den danske astronaut Andreas Mogensens tur til at gå på rumvandring fra Den Internationale Rumstation (ISS), hvor han for nylig blev udnævnt som kommandør.
Det skriver den amerikanske rumfartsadministration Nasa ifølge Videnskab.dk.
Det danske videnskabsmedie har fået det bekræftet hos Det Europæiske Rumfartsagentur (ESA).
Allerede udskudt én gang
Mogensens planlagt rumvandring var allerede blevet udskudt én gang fra 12. oktober til 19. oktober, efter at der blev fundet en lækage af kølervæske fra en radiator på ydersiden af rumstationen.
Og ingeniørerne, der arbejder med at afklare sagen, er altså stadig ikke færdige med at undersøge lækagen, og derfor udskydes Mogensens rumvandring igen fra 19. oktober.
Ikke ny dato
Der er ikke givet en præcis dato for, hvornår den danske astronaut kan komme på rumvandring.
Ifølge Nasa sker det "senere på året".
Rumvandringen skal foretages af Andreas Mogensen og amerikanske Loral O'Hara.
Nyt avanceret kamera
Formålet med Mogensens og O'Haras rumvandring er at installere et nyt avanceret kamera.
Det skal efter planen tage omkring seks timer.
Det nye kamera skal filme Jorden og give endnu flere detaljer, end det tidligere har været muligt.
Spændt fast
Andreas Mogensen vil blive spændt fast på robotarmen Canadarm2, der er 17 meter lang og sidder på ydersiden af rumstationen.
Den vil for første gang blive styret fra Jorden.
Kollegaen Loral O'Hara vil imens tage prøver omkring rumstationens ventiler.
Rumstationen udleder kuldioxid og andre gasser gennem ventilerne for at holde luften ren til besætningsmedlemmerne, og der kan derfor sidde bakterier på ventilerne.
Målet er at finde ud af, om bakterierne kan overleve på overflader i det ydre rum.
Den første
Ingen andre danskere har før været på en rumvandring, og Andreas Mogensen må altså vente lidt endnu på at skrive sig ind på endnu flere sider i historiebøgerne.