Advarer: Antallet eksploderer 

Det kan gå helt galt, når vejret er flot og haveejere søger ud for at arbejde eller hygge sig

Offentliggjort

Fem procent af skaderne inden for have, hobby og leg sker i marts, mens det tal springer til 15 procent i april. 

Det viser tal fra forsikringsselskabet Alm. Brand, lyder det i en pressemeddelelse.  

Særligt hækkeklipperen

Kort sagt er det højsæson for haveskader, og påsken er ofte startskuddet til sæsonens havearbejde.

Ifølge skadesdirektør i Alm. Brand Henrik Bundgaard er det særligt hækkeklipperen, græsslåmaskinen og stiger, som er involveret i ulykkerne for havearbejde.

Sker hvert år

-Vi ser desværre hvert eneste forår, at nogle må køre på skadestuen med færre end ti fingre eller tæer, fordi de kommer galt afsted i haven. Det er typisk fordi, vi er mere optaget af ikke at klippe ledningen til hækkeklipperen over end at være opmærksom på fingrene, siger han.

Det kan nogle gange føre alvorlige konsekvenser med sig. 

Alvorlige skader

- Vi ser nogle alvorlige skader ske hvert år. De mest varme måneder er også her, hvor vi holder ferie og slapper af. Det kan hurtigt blive en kedelig påske- eller sommerferie, hvis rejserne skal aflyses eller planerne må lægges helt om, hvis skaderne kræver indlæggelse med alvorlige hjernerystelser, operation eller en arm i gips efter et fald på stigen, påpeger Henrik Bundgaard.

UNDGÅ SKADER I HAVEN

  • Kom aldrig tæt på kørende dele ved den maskine, du betjener
  • Brug handsker, fornuftigt fodtøj og sikkerhedsudstyr
  • Placer stigen på et stabilt og jævnt underlag – eller få en anden person til at holde fast i stigen
  • Lad professionelle klare høje træer og andre svære steder
  • Hold dig fra at lege med børnenes udendørslegetøj som trampolin, gynger, løbehjul, skateboards og lign.
Powered by Labrador CMS