Penge på vej til din konto
Din pensionsopsparing er sikkert blevet mere værd i år og har dermed indhentet noget af det tabte
Langt de fleste danskeres pensionsordning har opnået positivt afkast i år.
Dermed er der taget revanche for sidste år, hvor nervøse finansmarkeder resulterede i meget negative afkast.
Hos Sampension har en kunde med moderat investeringsrisiko og 15 år til pension således kunne se sin opsparing vokse med 9,1 procent i år.
Pilen peger op
- Trods en del turbulens har pilen generelt peget mest opad på markederne i løbet af 2023, hvilket særligt har været tilfældet i starten og slutningen af året.
- Det er selv sagt glædeligt. Også i lyset af, at afkastudsigterne ikke tegnede specielt opløftende ved indgangen til 2023, siger Hasse Jørgensen, der er adm. direktør i Sampension.
De positive vinde på aktiemarkederne de seneste måneder er blandt andet et resultat af, at inflationen ser ud til for alvor at være på vej ned.
Renten falder
Det åbner op for rentesænkninger i 2024, og den slags er sød musik for investorerne, der allerede har taget forskud på glæderne og sendt både aktie- og obligationskurser i vejret.
De turbulente finansmarkeder kostede dyrt for de danske pensionsopsparere sidste år.
Danskernes pensionsformue faldt med hele 558 milliarder kroner i 2022 - endda på trods af de løbende indbetalinger på sammenlagt 147 milliarder kroner i årets løb.
Det hører heldigvis til sjældenhederne, at danskerne oplever negativt pensionsafkast. De seneste 20 år er det kun sket tre gange - i 2008, i 2018 og i 2022.