Sport

Zverev raser mod tennisforbund efter finalenederlag i Madrid

Alexander Zverev kom først i seng tidlig morgen, før han tabte Madrid Open-finalen til Alcaraz, siger han.

Den tyske tennisstjerne Alexander Zverev raser mod herrernes tennisforbund, ATP, som han mener, ydede en “skændsel” af et stykke arbejde med planlægningen af Madrid Open.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Zverev nåede hele vejen til finalen, men måtte søndag se sig slået af det spanske stjerneskud Carlos Alcaraz. Den bare 19-årige spanier fejede desuden Rafael Nadal og Novak Djokovic af banen i henholdsvis kvartfinalen og semifinalen af Madrid Open.

Tyskerens nederlag skal blandt andet ses i lyset af den dårlige planlægning fra ATP, siger han. Hans kvartfinale fredag var først spillet færdig efter midnat, og semifinalen lørdag var først afgjort efter klokken 01.00 natten til søndag.

– ATP’s planlægning var så absolut en skændsel i denne uge, siger han.

– For to dage siden var jeg først i seng mellem klokken 04.00 og klokken 04.30 om morgenen. I går kom jeg først i seng 05.20.

Tyskeren tager sig dog det forbehold, at han formentlig heller ikke havde slået den velspillende spanier, om han så havde sovet som en nyfødt.

– Selv hvis jeg var helt frisk, havde jeg formentlig ikke slået Carlos, men det havde helt bestemt været en bedre kamp.

– Når alt kommer til alt, hvis man spiller mod verdens bedste spillere, skal man være i topform. Ellers har man ikke en chance. I dag havde jeg ikke en chance.

Carlos Alcaraz moste Zverev på bare lidt over en time og tog sejren i to sæt med cifrene 6-3, 6-1.

Zverev påpeger, at han også under turneringen i Acapulco i februar først var i seng tidligt om morgenen efter kampe.

– Jeg er et menneske. Jeg er ikke en robot. Jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke nå mit niveau, når det her sker hver eneste aften, siger han.

/ritzau/

Back to top button