Sport

Zverev får betinget straf oveni bøde for raserianfald

ATP vil straffe Alexander Zverev yderligere for hans raserianfald, hvis han bryder retningslinjerne igen.

Herrernes internationale tennisforbund, ATP, har lagt endnu en straf oveni hatten til Alexander Zverev, som i februar i raseri gjorde udfald mod en dommers stol til en ATP-turnering i Mexico.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Zverev blev kort efter udfaldet diskvalificeret fra turneringen og idømt en bøde på 40.000 dollar. Han fik også frataget præmiepenge for cirka 30.000 dollar.

De to beløb svarer samlet til cirka 465.000 kroner.

Og hvis ikke Zverev kan holde sig inden for retningslinjerne, kan han se frem til yderligere straf.

ATP skriver tirsdag, at Zverev får en betinget straf på yderligere 25.000 dollar – cirka 167.000 kroner – og udelukkelse fra ATP-turneringer i otte uger.

Straffen er betinget og bliver altså kun taget i brug, hvis Zverev inden for en prøveperiode forbryder sig mod ATP’s regler igen.

Prøveperioden løber frem til 22. februar 2023, hvilket vil være præcis et år siden, at Zverev gjorde udfald mod dommerens stol.

Den 24-årige Zverev deltog både i single og double, inden han blev smidt ud af turneringen for sit raserianfald, hvor han bankede sin ketsjer mod dommerstolen flere gange og var tæt på at ramme dommeren.

Zverev har undskyldt for sin opførsel, der fandt sted efter et nederlag i double.

– Det er svært at beskrive med ord, hvor meget jeg fortryder min opførsel under kampen. Jeg har personligt undskyldt over for dommeren, for mit udbrud mod ham var uacceptabelt og forkert, og jeg er ekstremt skuffet over mig selv, skrev han på sociale medier.

Tyskeren mistede besindelsen, da han gik forbi dommerstolen, som fik tre kraftige slag med ketsjeren.

Dommeren blev ikke ramt, men ved et af slagene løftede dommeren det ene ben af frygt for at blive det.

Dernæst satte Zverev sig ned kortvarigt, inden han igen rejste sig og råbte af dommeren og gav dommerstolen endnu et kraftfuldt slag med ketsjeren.

Tidligere i kampen havde Zverev været sur over en kendelse fra dommeren.

/ritzau/

Back to top button