Udland

Zelenskyj viser sig på præsidentkontor: Jeg er ikke bange

Ukraines præsident har i en video for første gang siden Ruslands invasion vist sig på sit kontor i Kyiv.

Selv om Ruslands styrker langsomt gør fremskridt i Ukraine, så fortsætter den ukrainske modstand mod invasionen ufortrødent.

Landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, er i den vestlige verden blevet et symbol på ukrainernes kampvilje, og natten til tirsdag har han igen sendt et signal til sit folk om at holde moralen oppe.

I en video på beskedtjenesten Telegram har Zelenskyj således for første gang siden Ruslands invasion vist sig på sit præsidentkontor i centrum af Kyiv.

Det skriver avisen The Guardian.

I videoen filmer Zelenskyj først ud på hovedstadens øde gader, inden han går ind og sætter sig på sit kontor for at holde en tale til det ukrainske folk, hvori han forsikrer, at han er med dem til den bitre ende.

– Lad mig sige en ting. Jeg bliver her. Jeg bliver i Kyiv. På Bankova Street. Jeg gemmer mig ikke, og jeg er ikke bange for nogen, siger præsidenten blandt andet.

I talen hylder Zelenskyj også ukrainernes mod.

– Alle er, hvor de skal være. Jeg er i Kyiv. Mit hold er med mig. De territoriale forsvarsstyrker er på jorden. Militærmændene er i position. Vores helte!

– Læger, redningsfolk, chauffører, diplomater, journalister og alle andre. Vi er alle i krig. Vi bidrager alle til vores sejr, som vi helt sikkert kommer til at opnå, siger han.

Volodymyr Zelenskyj har tidligere meldt ud, at han er Ruslands mål nummer et, og at hans familie er mål nummer to.

Alligevel har præsidenten gentagne gange forsikret sit folk og resten af verden om, at han ikke skal nogle steder.

Han har vist sig offentligt en enkelt gang før under den nu 12 dage lange invasion. Det skete i en anden video kort efter krigens start, hvor han flankeret af sine rådgivere gik rundt i Kyivs gader.

– Vi er her alle sammen for at beskytte vores lands uafhængighed. Og sådan vil det fortsætte med at være. Æret være vores forsvarsfolk. Æret være Ukraine, sagde han dengang ifølge The Guardian.

/ritzau/

Back to top button