Udland

Zelenskyj: Russiske raketter har smadret civil lufthavn

Otte russiske raketter har ifølge Ukraines præsident smadret en civil lufthavn i Vinnytsja fuldstændigt.

Russiske raketter har ødelagt en civil lufthavn i Vinnytsja i Ukraine.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Vinnytsja er en stor by i den centrale del af landet.

– Jeg er lige blevet informeret om et missilangreb mod Vinnytsja. Otte raketter. Lufthavnen blev fuldstændigt smadret, siger Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere søndag var der meldinger om, at brandvæsen var til stede i lufthavnen for at slukke brande forårsaget af raketangreb.

Der er umiddelbart ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med angrebet mod lufthavnen.

Også Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, kommenterer angrebet. Han siger, at Vinnytsja er en by “langt fra frontlinjen”.

– Putin fortsætter sine kujonagtige og barbariske missilangreb, luftbombardementer af civile, skriver han på Twitter.

Han beder om hjælp til at lukke luftrummet for at redde liv. Samtidig efterspørger han bidrag til Ukraine, som kan hjælpe landets forsvar mod angreb fra luften.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ikke umiddelbart planer om at stoppe den “særlige militæroperation”, som russiske styrker udfører i Ukraine.

Det har han søndag fortalt Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, under en telefonsamtale.

Det fremgår af et referat fra samtalen, rapporterer Reuters.

Putin skal have sagt, at Rusland kun stopper sin “militære operation”, som Putin insisterer på at kalde invasionen, hvis Ukraine stopper med at kæmpe imod og opfylder de russiske krav.

Ifølge Putin går operationen helt efter planen. Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

Putin har sagt, at man vil ødelægge Ukraines militære evner, rense landet for nazister og gøre det til en neutral stat.

/ritzau/

Back to top button