Udland

Zelenskyj beder USA’s senatorer om fly

Luk luftrummet eller giv os fly, opfordrer Zelenskyj ifølge en senator i videomøde med amerikanske senatorer.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har under en samtale med amerikanske senatorer bedt om at få fly til Ukraine.

Det meddeler Senatets flertalsleder, Chuck Schumer, ifølge Reuters. Ifølge ham kom den ukrainske præsident med en “desperat bøn” under et videomøde med senatorerne i Washington D.C. lørdag.

– Der er virkelig brug for de fly. Og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe regeringen med at facilitere transporten, siger Schumer i en udtalelse.

Ifølge en anden senator, republikaneren Ben Sasse, havde Zelenskyj en simpel besked til USA’s senatorer:

– Luk luftrummet eller giv os fly.

Det skriver journalist Jennifer Jacobs, som dækker Det Hvide Hus for nyhedsmediet Bloomberg, på Twitter.

– Ukraine har akut brug for luftstyrker, og USA bør sende det, siger Ben Sasse ifølge Jacobs.

Han tilføjer, at han ikke mener, at USA skal arbejde for en flyveforbudszone, som Ukraines præsident har bedt om, for det kan få konflikten til at komme ud af kontrol.

USA og dets allierede i Nato har afvist Zelenskyjs anmodning om et sådant indgreb, fordi de frygter en direkte konfrontation med Rusland.

Men senator Sasse mener, at USA bør sende både fly og droner, skriver Bloomberg-journalisten.

Det er ikke umiddelbart klart, hvordan USA kan hjælpe med at få den type russiskproducerede fly, som Zelenskyj beder om, til Ukraine.

Men det kan ske i form af betaling eller ved at sende andre fly til de Nato-lande i Østeuropa, der sender deres fly til Ukraine.

Kilder siger til Jennifer Jacobs, at Zelenskyj også bad om strammere sanktioner, herunder et forbud mod russisk olieeksport og at flere amerikanske virksomheder trækker sig ud af Rusland.

Over 280 af de i alt 535 medlemmer af de to kamre i USA’s kongres, Senatet og Repræsentanternes Hus, deltog i videomødet med den ukrainske præsident.

I Kongressen i Washington D.C. er der bred opbakning til at bruge ti milliarder dollar, svarende til knap 67 milliarder kroner, til militær støtte og humanitær hjælp til Ukraine.

/ritzau/

Back to top button