Udland

Vidne beretter om umærkede kampvogne i udkanten af Donetsk

Ifølge Reuters-journalist på stedet er umærkede militærkøretøjer og kampvogne blevet set i Donetsk i nat.

Et vidne har natten til tirsdag set store kolonner af militærkøretøjer – inklusive kampvogne – i udkanten af Donetsk i det østlige Ukraine.

Byen er hovedstad i en af de to udbryderrepublikker i Østukraine, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag anerkendte som uafhængige.

Den anden republik er Lugansk.

I forbindelse med beslutningen mandag beordrede Putin Ruslands forsvarsministerium til at sende soldater til Lugansk og Donetsk.

Ifølge den russiske regering skal soldaterne på en fredsbevarende mission.

Vidnet, der arbejder som journalist for nyhedsbureauet Reuters, oplyser at have set cirka fem kampvogne i udkanten af Donetsk og to andre i en anden del af byen.

Ifølge journalisten var kampvognene tilsyneladende umærkede.

Reuters skriver, at nyhedsbureauets journalister ikke har set militære køretøjer såsom kampvogne i Donetsks gader de foregående dage.

I forbindelse med at Rusland har anerkendt Donetsk og Lugansk som uafhængige, har landet blandt andet sikret sig retten til at bygge militærbaser i de to regioner.

Det fremgår af de traktater, som Putin har underskrevet med lederne af de to udbryderrepublikker.

Ifølge traktaterne har parterne også forpligtet sig til at forsvare hinanden og samarbejde militært.

Det russiske skridt kan bane vejen for, at russerne kan sende militære styrker til begge regioner.

For når Rusland har anerkendt dem som uafhængige, så kan landet bruge argumentet om, at det griber ind for at hjælpe med at beskytte en allieret mod Ukraine.

Den russiske anerkendelse af Lugansk og Donetsk er dog blevet mødt med fordømmelse fra store dele af den vestlige verden.

Det skyldes, at områderne stadig tilhører Ukraine, selv om de har været kontrolleret af prorussiske separatister siden 2014.

Både EU, USA og Storbritannien har varslet sanktioner mod Rusland som følge af beslutningen.

I en tale natten til tirsdag dansk tid slog Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, fast, at landet ikke har tænkt sig at give afkald på Donetsk og Lugansk.

– Vi er dedikerede til den fredelige og diplomatiske vej. Vi vil udelukkende følge den. Men vi er vores eget land. Vi er ikke bange for noget eller nogen. Vi skylder ikke nogen noget, og vi vil ikke forære noget væk til nogen, sagde han.

FN’s Sikkerhedsråd skal natten til tirsdag mødes for at diskutere situationen i Ukraine.

/ritzau/Reuters

Back to top button