Sport

Viborg-træner forlanger højere niveau i europæisk finale

Jakob Vestergaard forventer en svær europæisk finale mod Bietigheim, selv om Viborg har hjemmebanefordel.

Håndboldkvinderne fra Viborg HK kan søndag aften vinde sin første titel i otte år, når de grønblusede på hjemmebane møder tyske Bietigheim i finalen i European League, Europas næstbedste klubturnering.

Skal finalen mod tyskerne ende med en dansk triumf, skal Viborg-spillerne ramme et højere niveau, end det var tilfældet i lørdagens semifinale mod rumænske Baia Mare.

Det siger Viborg-træner Jakob Vestergaard til Viborg Stifts Folkeblad forud for finalen.

– Vi skal i hvert fald steppe et niveau op, kontra det vi leverede i semifinalen. Bietigheim har også flere spillere til rådighed end os, men heldigvis skal der jo kun være syv inde på banen, siger Vestergaard og tilføjer om Viborgs semifinalesejr på 28-24:

– Kampen var ikke det helt store at skrive hjem om, hvis jeg skal være ærlig. Jeg synes, at vi spillede en rodet kamp, siger han til avisen.

Viborg-profilen Kristina Jørgensen forventes ligeledes en vanskelig finale.

– Vi skal gå til den med stor ydmyghed og tro på, at vores koncept kan bære os langt. Men det er nogle rigtig dygtige spillere, der står over for os. Det bliver en svær opgave, men vi er klar til at tage imod den, siger hun til DR.

Bietigheim blev finaleklar et par timer før Viborg med en sejr på 34-33 over Herning-Ikast. På tyskernes holdkort finder man blandt andre Stine Jørgensen og Trine Østergaard.

Viborg HK har vundet European League tre gange tidligere, dengang var den kendt som EHF Cuppen. Med sejrene i 1994, 1999 og 2004 er Viborg turneringens mest vindende hold i historien. Viborgenserne har også vundet Champions League og den nu hedengangne Cup Winners Cup.

Fire andre danske klubber har vundet European League. Team Tvis Holstebro vandt i 2015 og 2013, Randers HK vandt i 2010, Slagelse FH vandt i 2003.

Den klub der i dag er kendt som Herning-Ikast har vundet turneringen under to andre navne. I 2011 var det som FC Midtjylland, mens det i 2002 var som Ikast-Bording.

Søndagens finale i Viborg begynder klokken 18. Klokken 15.30 spiller Herning-Ikast og Baia Mare om turneringens bronzemedaljer.

/ritzau/

Back to top button