Politik

Venstre: Lad ukrainere der vil kæmpe beholde opholdstilladelse

Det skal ikke have indflydelse på herboende ukraineres opholdstilladelse, hvis de vælger at tage til Ukraine.

Ukrainere, der bor i Danmark, skal have lov til at rejse hjem til Ukraine for at kæmpe for deres land uden at miste opholdstilladelsen i Danmark.

Det mener Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

– Herboende ukrainere skal have lov at tage hjem og kæmpe for deres land, uden at miste deres opholdstilladelse. Og deres familier skal selvfølgelig også kunne blive her imens, siger han i en skriftlig udtalelse, der også er delt på Twitter.

Videre lyder det, at Venstre har meddelt regeringen, at hvis der er lovgivning, der blokerer for det, skal den ændres.

Det vides ikke, hvordan regeringen forholder sig til forslaget fra Venstre-formanden.

Hvis man har opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold og har været i Danmark i under to år, kan man opholde sig uden for Danmark i op til seks måneder i træk uden at miste sin opholdstilladelse.

Har man en opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, og har boet i Danmark i over to år, kan man opholde sig uden for Danmark i op til 12 måneder i træk.

Det fremgår af hjemmesiden nyidanmark.dk, som Udlændingestyrelsen står bag.

Den britiske udenrigsminister Liz Truss har søndag sagt, at hun vil støtte briter, der frivilligt ønsker at tage til Ukraine og kæmpe mod den russiske invasion.

Volodimir Zelenskij, der er præsident i Ukraine, har sagt, at han vil danne en international styrke, der skal forsvare Ukraine.

– Enhver, der ønsker at deltage i forsvaret af Europas og verdens sikkerhed, kan komme og stå skulder ved skulder med ukrainere mod det 21. århundredes angribende part, siger Zelenskij.

Ved en demonstration mod den russiske invasion foran den russiske ambassade i København søndag var Jakob Ellemann-Jensen på talerstolen.

Her lød det fra Venstre-formanden, at Danmark skal sende våben til Ukraine, og så vil han gå i Tysklands fodspor og afsætte to procent af bnp til forsvar.

Ellemann-Jensen opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger om dette allerede i næste uge.

/ritzau/

Back to top button